Der arbejdes på at finde ny boghandler

FARSØ: Ovenpå meddelelsen om, at boghandlen i Farsø Rådhuscenter lukker til udgangen af april, er der selvfølgelig kræfter der arbejder på, at Farsø ikke mister sin boghandel.

Centergruppen I/S, der ejes af familien Højrup Jensen, fik opsigelsen af lejemålet i Farsø Rådhuscenter ved udgangen af december, og har derfor arbejdet på løsninger lige siden.  

-Vi er kede af, at butikken lukker, men selvfølgelig kan og skal der kunne gå en boghandel i Farsø, lyder det fra Jørgen Højrup Jensen, der også selv har butik i Farsø Rådhuscenter, nemlig Kop & Kande.

Der har været en god og veldrevet boghandel i Farsø i 77 år, så vi er i gang med at finde en ny boghandler eller person, der vil drive boghandlen videre. Vi tror på, at hvis den rette person kommer, så bliver det en fantastisk butik. Det skal ikke nødvendigvis være i den samme boghandlerkæde, Bog & Ide, for jeg kan forstå på Dennis Simonsen, at det er en dyr kæde at være medlem af. Det kunne sagtens være i den konkurrerende kæde, Kontur, som har butikker i bla. Hobro og Løgstør. Det vil vi dog lade være op til den potentielle lejer selv at bestemme, men vi hjælper gerne med rådgivningen herom. Jeg har trods alt været medlem af en frivillig kæde i 34 år, har været formand i 9 år og vareudvalgsmedlem i endnu flere år, så jeg kender godt til kædedriften bag murerne, og hvad der skal vægtes, og hvad der er vigtigt ift. udgifterne hertil.

Vil gerne hjælpe den rette i gang
Centergruppen vil gerne hjælpe den rette godt i gang.

-Vi har altid hjulpet vores lejere godt i gang. Og myten om, at det er dyrt at være lejer i Farsø Rådhuscenter, passer ikke. Vi har ikke haft huslejestigninger siden 2007, så det er ikke huslejen i centeret der afgør, om en butik kan drifte. Jeg har selv en butik i Aars, og her er der langt højere priser på huslejen – næsten det dobbelte, og her er udlejere ikke fleksible, som vi er i Farsø. Jeg har selv fået en 11% huslejestigning for 2023, og det var oven på de 6% stigning sidste år ift. prisindekset, så når vi har en nulprocent stigning i 15 år i Farsø Rådhuscenter, så er det langt mere attraktivt at leje i Farsø.

Som sagt, kan også andre lokaler komme på tale hvis de nuværende boghandel-lokaler er for store. Jeg kan rimelig hurtigt rydde ”Kop & Loppen”, så vedkommende kan få det lokale, og der er også lokalet overfor boghandlen (det tidligere testcenter) med direkte indgang fra p-pladsen på Th. Eriksens Vej, hvis det passer den kommende boghandler bedre, foreslår Jørgen Højrup Jensen.

Sortimentet skal passe til Farsø
-Hvis der kommer en person med fokus på butikken, har den rette indstilling og tilpasser den til Farsø, kan man sagtens få en god forretning, fastslår Jørgen Højrup Jensen og forklarer:

I forbindelse med ejerskiftet for 6 år siden gik boghandlen i Farsø Rådhuscenter fra Bøger & Papir med et større og individuelt tilpasset butikssortiment til Bog & Ide med et kædebestemt afgrænset sortiment.

Det betød, at bl.a. dele af kontorsortimentet blev skåret fra. Også udvalget af lædervarer og tasker forsvandt.

Andre butikker i byen forstod heldigvis at samle nogle af varegrupperne op, så de ikke forsvandt ud af byen, siger Jørgen Højrup Jensen.

Det betød, at butikken gik fra at være en alsidig butik med mange varegrupper, man normalt ikke forbinder med en boghandel, til at være en ren boghandel. Det kan jo godt ske, at der skal købes lidt mere liv i boghandlen med skæve varer, som gør det attraktivt at besøge boghandlen uden at have et egentligt ærinde.

Jeg har jo selv langt flere varegrupper i min isenkrambutik, end blot kædens sortiment. Jeg har tilpasset butikken til Farsø, og det tror jeg, at den kommende boghandler også skal overveje. Jeg forstår udmærket, at Dennis og Klaus Simonsen har ensrettet deres fire butikker, for at bevare overblikket, men kunder vil gerne overraskes og inspireres, for så kommer de oftere, og salget bliver helt naturligt større.  

Når Dennis udtaler sig om, at der ikke er kunder nok i Farsø, så tror jeg, at det smalle kædesortiment helt sikkert har haft en stor betydning for antallet af kunder i boghandlen. Jeg tror på, at kommer der en person, der har fuld fokus på driften af butikken i Farsø, så får vedkommende en kongebutik.

Vigtigt at Farsø har hele vareudvalget
I en by som Farsø er det vigtigt at byen har hele vareudvalget, så man ikke behøver at køre udenbys eller handle på nettet. Farsø er som alle andre byer, uden undtagelse, afhængige af, at kunderne i størst muligt omfang køber lokalt, siger Jørgen Højrup Jensen, der som tidligere formand for Farsø Handelsstandsforening ved, hvor afhængige butikkerne er af, at kunderne i videst muligt omfang handler lokalt og hvor afhængige butikkerne i byen er af hinanden. Derfor er der fuld fokus på, at finde en ny boghandler, så er man et potentielt emne, eller kender man en, der kunne være interesseret, så skal de endelig bare komme til mig, og så vil jeg hjælpe vedkommende med alt det jeg kan, slutter Jørgen Højrup Jensen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.