Ann Britt Frederiksen, Vester Hornum, Socialdemokratisk kandidat (A) til kommunalvalget i Vesthimmerlands Kommune.
Vi skal selvfølgelig tage ansvar for klimaet. Det skylder vi hinanden og de kommende generationer.
Men vi skylder også at tage ansvar for de mennesker, der bor her – dem, der hver dag lever, arbejder og har deres hjem i Vesthimmerland.
Når vi taler om store VE-projekter som Svoldrup Kær, nord for Holmevej, hvor der lægges op til at rejse 14 nye vindmøller, så siger jeg det, som det er: Det går for stærkt, og borgerne bliver ikke hørt.
Vi skal have en klar politisk plan for VE-anlæg i Vesthimmerlands Kommune, før vi kaster os ud i nye kæmpeprojekter.
En plan, hvor borgerne ikke bare bliver inviteret til et møde, når beslutningen allerede er taget – men hvor de er med helt fra starten.
Vi kan lære noget af ”Thy-modellen”, hvor man arbejder med ægte borgerinddragelse og sikrer, at lokalsamfundet får både indflydelse og gevinst. Sådan bør vi også gøre det her.
Og dem, der bliver direkte berørt, skal kompenseres ordentligt.
Det handler ikke kun om penge – det handler om, at folk stadig skal føle, at det er deres hjem og deres hjemegn.
Man skal kunne kigge ud ad vinduet og stadig føle sig tryg og hjemme, selvom man bor tæt på grøn energi.
Som socialdemokrat mener jeg, at den grønne omstilling skal ske med omtanke, plan og respekt.
Vi skal udnytte de grønne energikilder, vi allerede har, og blive langt bedre til at lagre strømmen, så vi kan bruge den, når vinden ikke blæser.
Og så skal vi holde proportionerne. Vesthimmerland skal bidrage – men vi skal ikke forsyne hele Nordjylland med strøm, mens vi selv betaler prisen på natur, udsigt og livskvalitet.
Den grønne omstilling skal ske – men ikke for enhver pris. Den skal ske med borgerne – ikke imod dem.
