HVALPSUND: Når man taler naturbaser, tænker man skov, shelters, bålplads og formidling om fugle og dyr på land.
Men med den kystnære naturbase ved Hvalpsund Familie Camping, der ligger i vandkanten ved Limfjorden, har naturbase fået en helt ny betydning, for her skal fjordens vand – og i særdeles det man finder på bunden af fjorden studeres.
Der er tale om Vesthimmerlands første kystnære naturbase med gratis faciliteter.
8 naturformidlingsstationer
-Vi kan ikke gå på vandet” – ikke desto mindre har vi udviklet 8 naturformidlingsstationer på stier til lands og vands. Følger du disse stier, så bliver du meget klogere på naturen på stranden og i Limfjorden, fortæller naturvejleder i Vesthimmerlands Kommune Karin Winther, der er initiativtager til naturbasen i vandkanten af Limfjorden.
Snorkler og formidlingskufferter
Hun fortæller kort om udstyret der hører til.
-Snorklerne skal man bruge til undervandsstien, så man kan se, hvad man stikker fødderne ned til. Man skal dog være 10 år, for at kunne låne dem, de kan lånes i receptionen på campingpladsen. Og så er der 8 kufferter, som man skal bruge til formidlingsposterne ved bøjerne. Kufferterne låner man i naturrummet på campingpladsen. I kufferterne er der en opgavebeskrivelse, formidling og noget forskelligt grej man skal bruge. På den måde kan man blive meget klogere på hvilken natur vi har ved fjorden. Det er leg og læring. Det er for flere generationer – og det vigtigste – det er god tid når man er ude i naturen, siger Karin Winther.
Mød naturvejlederen på basen
På mandag vil hun selv være at finde på Naturbasen sammen med sine Nature Rangere og give gode tips til hvilke dyr og planter man kan finde til lands og vands ved Limfjorden. Hun vil have waders, snorkeludstyr, fiskegrej og naturformidlingsaktiviteter klar til hjælp.

Også tirsdag og torsdag vil der være naturformidlingsaktiviteter på henholdsvis Naturbasen i Aars Skov og på Rønbjerg Havn.
På havnen i Rønbjerg har Karin Winther taget sit nye hold af Naturtalenter med sig. De vil stå for at tilberede Vild Mad som man kan smage på.
/cf
