FARSØ: I forlængelse af at Regionsrådet har accepteret at Praktiserende Lægers Organisation agter at lukke Lægevagten i Farsø pr. 1. marts, og ikke mindst den utilfredshed denne beslutning har skabt blandt lokalbefolkningen i Vesthimmerland, vil der næste torsdag blive afholdt en debataften om Lægevagten i Vesthimmerland.
Debatmøde i Dronning Ingrid Hallerne
Det er Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, der står bag invitationen til det offentlige debatmøde, der finder sted i Thit salen i Dronning Ingrid Hallerne.
Finde løsninger
-Der har ikke været antydning af dialog med kommunerne op til beslutningen i regionsrådet. Der kunne måske ellers være kommet alternativer på bordet, hvis man havde snakket om det. Derfor indkalder vi nu – bedre sent end aldrig, til et møde for at få gang i en dialog mellem parterne og forhåbentlig få nogle løsninger på bordet, siger Kirsten Moesgaard, formand for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø og fortsætter:
Vi har ikke lyst til bare at sidde kigge på, at regionsrådet tager beslutningen hen over hovedet på kommunerne – de kommuner som skal være med til at få det nære sundhedsvæsen til at fungere.
Udover at vi synes der skal findes en fornuftig løsning, så ser støtteforeningen det naturligvis også som sin opgave at fremme og holde fast i de sundhedstilbud, der er på Farsø Sygehus. Det er også i det lys, at beslutningen om at arrangere debatmødet skal ses, siger Kirsten Moesgaard.
Panel af regionspolitikere og byrådspolitikere
Støtteforeningen har derfor haft travlt med at invitere politikere fra såvel Regionsrådet som fra Byrådet i Vesthimmerlands Kommune til at deltage i aftenens panel, hvor de vil få stillet spørgsmål fra både bekymrede borgerne som fra hinanden.
-Vi ser debatmødet som et forsøg på at finde løsninger i sidste øjeblik siger Kirsten Moesgaard.
I panelet finder man Mogens Ove Madsen (S), Regionrådsmedlem og formand for Akut og Praksisudvalget, Pia Buus Pinstrup (C), Regionrådsmedlem og medlem af Akut og Praksisudvalget samt Byrådsmedlem og medlem af Sundhedsudvalget i Vesthimmerland, Per Bisgaard (V)Regionrådsmedlem samt Byrådsmedlem og medlem af Sundhedsudvalget i Vesthimmerland, Per Bach Laursen (V)Borgmester i Vesthimmerland. Palle Jensen(S), Byrådsmedlem og formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerland.
Kirsten Moesgaard vil også sidde i panelet. Selvom hun også er politiker i Vesthimmerlands byråd og i kommunens sundhedsudvalg, og tillige er tidligere regionrådsmedlem, vil hun denne aften have kasketten på som Formand for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø.
Inden næste Regionrådsmøde
Tidpunktet for debatmødet er valgt inden det næste Regionrådsmøde finder sted den 25. februar. Her er der i øvrigt anmeldt demonstration foran Regionshuset, af borgere fra de berørte kommuner, der mister deres lægevagt den 1. marts.
Demonstration og underskriftsindsamling
Kirsten Moesgaard fortæller, at også medlemmer fra Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø vil være til stede ved demonstrationen.
-Jeg har også fået at vide at Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen vil være at finde blandt demonstranterne sammen med flere af sine borgmesterkollegaer, siger Kirsten Moesgaard.
-Ud over demonstrationen, som vi håber borgerne har interesse i at deltage i, vil vi lave en underskriftsindsamling, som man kan høre mere om på debatmødet næste torsdag, siger Kirsten Moesgaard.