Rasmus Byrith, Borup, Kandidat til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti
Der er mange som går med en spænding i maven over de næste fire år, særligt nu hvor kommunalvalget står for døren. Hvad vil der ske, kommer der nye VE-anlæg, hvad med vores skole, kan vi stole på den offentlige transport, hvad med vores børn? Der er mange ting som fylder, og med helt fornuftige grunde til at de fylder.
Jeg er dog mindre bekymret. Vi har alle vores lokale udfordringer, men også rigtig mange gode ting. Den lokale idrætsforening, petanque-klubben, spejderne, den lokale købmand, skoler, plejecenter, friskole og friplejehjem. Der er klubber, foreninger, sammenhold og frivillige mange andre steder.
Vi må ikke opgive håbet for vores mindre lokalsamfund, det er nemlig dem, der er hele grundstammen for vores hverdagsliv. Og rigtig mange ting er overladt til vores lokale initiativtagere, ude i alle de små og store lokalsamfund. Derfor skal vi støtte op om dem, og give alle de frivillige og initiativtagerne så gode vilkår som overhovedet muligt.
De næste fire år bliver rigtig nok spændende, på mange måder. Men jeg kan love en ting; det er at jeg vil kæmpe for de små lokalsamfund og de fantastiske frivillige kræfter som findes der. Hurra for de frivillige og deres arbejde.

