FARSØ: Himmerlands Pels på Søndergården i Farsø er mest kendt for sit pelseri. Men i sidste uge blev lokalerne – over to dage, brugt til at sortere og vurdere de fineste skind fra pelsdyravlerne i Nordjyllands Kredsen.
Udstillingsskind
Sorteringen gik forud for en skindudstilling, konkurrence og et pelsshow som fandt sted i Musikkens Hus i Aalborg i søndags.
Der er i alt ca. 500 pelsdyravlere i Nordjylland under Nordjyllands Pelsdyravlerforening, og heraf havde de 51 valgt at sende deres bedste skind på udstilling, herunder flere fra lokalkredsen Vesthimmerlands Pelsdyravlerforening. En udstilling som kan give avleren et vigtigt kvalitetsstempel for skind og især de dyr han fremavler.
Derfor blev 423 lots, som sammenlagt udgør flere tusinde skind, indleveret til Himmerlands Pels i Farsø i sidste uge for at blive vurderet og sorteret af Kim Eriksen fra Kopenhagen Fur og overdommer Jesper Graversen udpeget af Nordjyllands Pelsdyravlerforening.
Skindene lå side om side og blev bl.a. vurderet ud fra de mange farver, tæthed i pelsen og kvalitet. Og det blev ikke kun til én sortering men op til flere, hvor rækkefølgen af skind på de lange borde, der var opstillet i hallen, skiftede plads ved sorteringen for at passe ind i de 43 kategorier som udstillingen udgjorde.
De 425 lot af skind er kun en brøkdel af de skind som pelsdyravlerne i Nordjylland producerer. En tredjedel af de skind der produceres i Danmark kommer nemlig fra Nordjylland. Det skal ses i forhold til de 30 mio. skind som Kopenhagen Fur sælger til hele verden fordelt på 5 auktioner hen over foråret.
99% til eksporteres til Kina
Ude i verden er minkskind fra Danmark forbundet med en vis kvalitet. Særligt i Kina, hvor 99% af skindene bliver eksporteret til.
-Det mest mærkværdige er, at de brune minkskind bliver farvet sorte i Kina. Det har noget med mode og trend at gøre, fortæller Bjarne Pedersen, minkaavler fra Sindal og formand for skindudvalget i Nordjyllands Pelsdyravlerforening.
Bjarne Pedersen er minkavler på 35. år og ved alt hvad der værd at vide om mink og minkavl.
Op til flere gange tjekker han lige den aktuelle pris på skind.
-Ja, det er ikke det bedste år i år for salg af skind. I 2013, som var et rigtig godt år kunne vi få over kr. 600 pr. skind. I 2017 var prisen dalet til kr. 262 pr. skind og i år bliver nok noget af det samme.
Branche med stort udsving
Så det er en branche med store udsving, fortæller Bjarne Pedersen og tilføjer at det koster ca. kr. 300 i at fremavle, fodre og pelse en mink. Så det drejer sig om at fremavle den bedste kvalitet og få den højeste pris pr. skind hvilket samarbejdet i pelsdyravlerforeningen er med til at fremme.
I Danmark ser vi pelsdyravlere hinanden som samarbejdspartnere i Østeuropa konkurrerer man derimod mod hinanden på pris og det går ud over kvaliteten, siger Bjarne Pedersen.
Ud over kvalitet satser de danske avlere også på bæredygtighed.
-Et minkskind kan holde i 30 år og kan laves om undervejs. Det foder minkene fodres med er et biprodukt, som kommer fra fisk og svin og som behandles som affaldsprodukt fra slagterierne. Skrabefedtet fra minkene bruges til biodiesel og resten af minkkroppen laves til gødning. Altså med andre ord er der intet spild ved minkavl, siger Bjarne Pedersen.
Som afsluttende bemærkning kan det oplyses at der går i omegnen af 30 skind til en minkkåbe.
150.000 mink lader pelsen i Farsø
I denne uge står lokalerne igen tomme på Himmerlands Pels på Søndergården. Pelsningen sluttede den 27. januar. Og der er pause indtil marts, hvor det er han-minkene der skal pelses, oplyser Brian Thomsen fra Himmerlands Pels, der har en ejerkreds af syv lokale avlere bag sig i pelseriet, og hvor ca. 150.000 mink årligt må lade pelsen i Farsø.
Her er det dommerne Kim Eriksen fra Kopenhagen Fur(forrest) og overdommer Jesper Graversen udpeget af Nordjyllands Pelsdyravlerforening, der i sidste uge vurderede de mange minkskind, da de var til sortering i Farsø.
Efter sorteringen bliver de forskellige lot af skind registreret.