FARSØ: God mad og bevægelse i hyggeligt selskab. Det er nøgleordene for Lions Club – Thits Jensen ”9 retters menu gennem Farsø – Kom og Smag”, som finder sted på næste torsdag.
Det er tredje gang at arrangementet finder sted og er utroligt populært. Sidste år tog 456 personer for sig af retterne og i år regner man med at passere de 500 deltagere.
Man begiver sig ud på en gåtur gennem Farsø på 4,8 km med 9 stop – og dermed 9 retter at indtage undervejs.
Allerede 400 deltagere
Birthe Nørgaard, som primært har forestået billetsalget fra hendes butik i Farsø Rådhuscenter fortæller at man på nuværende tidspunkt nærmer sig de 400 solgte billetter til eventen.
– Arrangementet er allerede kendt godt omkring for at være specielt og godt, og det selvom det kun er tredje gang vi afholder det, siger en stolt Birthe Nørgaard. I år har vi sågar deltagere fra Viborg, som har hørt om den hyggelige event og gerne vil opleve den. Også flere firmaer har meldt deres medarbejdere til en hyggelig og kulinarisk aften.
Og det har også været glade og mætte mennesker og meget tilfredse madsteder, der har været med de foregående år. Det er vores målsætning igen i år og meget gerne tilsmilet af et flot sommervejr, fortæller Birthe Nørgaard.
Uanset antallet af deltagere, så får alle den samme gode oplevelse uanset om man er blandt de første hold der starter eller først starter senere. Og en ting er helt sikkert, man behøver ikke bekymre sig om aftensmaden denne aften, den indtages så rigeligt når man går turen rundt.
Egnens bedste spisesteder trakterer
-Vi er rigtig glade for samarbejdet med nogle af egnens bedste spisesteder og madleverandører. Alle er helt på det rene med 500 deltagere og dermed 500 portioner. Også Erhvervsskolerne er med igen efter en pause sidste år. Det vidner om, at arrangementet har en lige så betydning for madstederne som for os, lyder det videre fra Birthe Nørgaard. Det glæder os!
De madsteder man kan møde på ruten er: Den Gode Smag, Sønderup Landkøkken, Hotel Farsø, Kimbrer Kroen, Johnnys Kød, Flejsborghus, Slagter Dennis/Hessels Køkenpiger, Erhvervsskolerne og Farsø Bageri. Til den lækre mad hører naturligvis også drikkevarer og her har også Rema 1000, SuperBrugsen, Kaffeladen og Hessel Øllaug meldt sig på banen.
Altså med andre ord er der garanti for en kulinarisk aften med vandreskoene på.
Turen rundt varer en time til halvanden, alt efter hvor meget der skal snakkes undervejs. Hold a ca. 45 personer sendes afsted med ca. 10 minutters interval og naturligvis indtages maden i den rigtige rækkefølge med forretten først og desserten til sidst på Store Torv. Og netop Store Torv er start og mål for ”Kom og Smag” eventen.
Årets Thit pris – går til….
Det er også på Store Torv at aftenens øvrige programpunkter finder sted, nemlig uddeling af ”Thit Prisen 2018”, som går til en person eller en gruppe som ydet en ekstraordinær indsats, som ildsjæl i og for lokalområdet
2 donationer til sorggrupper for børn
To gange i løbet af aftenen vil der også være uddeling af pengebeløb til sorggrupper for børn. Birthe Nørgaard fortæller, at køber man billet til eventen senest den 2. juni, så deltager man i udtrækningen af gevinster til en samlet værdi af kr. 5.000. Det er da også værd at tage med oven i alle sanseoplevelserne, siger hun.
