Danilift tager hul på et nyt kapitel med ny medejer

FARSØ: Den lokale liftproducent, Danilift A/S, med base i Farsø, har solgt 90 procent af aktierne til SMH Holding som led i et planlagt generationsskifte og en strategi om at styrke Danilifts fremtidige udviklingsmuligheder.

Virksomheden bliver i Farsø
Selvom ejerkredsen ændres markant, bliver virksomheden og de 32 ansatte i Farsø, og direktør Knud Erik Markussen fortsætter i spidsen for Danilift for at sikre kontinuitet i ledelsen. Ligesom direktøren, har de fleste af Farsø-virksomhedens medarbejdere lang anciennitet i Danilift. 

Brugt 3 år på at finde samarbejdspartner og investor
Danilift har brugt de seneste tre år med at finde den rette samarbejdspartner og investor. Det er nu sket med SMH Holding, som skal være med til at videreføre, udvikle og vækste Danilift – både i produktionen og på de internationale markeder.

Vil på det internationale marked
I dag befinder Danilift sig primært på det danske og nordeuropæiske marked. Danilift er i øvrigt servicepartner for den store østrigske liftkoncern Palfinger i Skandinavien.

Mens Danilifts egenproduktion omfatter lifte med arbejdshøjder fra ni til 26 meter, har Palfinger-liftene arbejdshøjder fra 20 til 103 meter. Det betyder, at der kan tilbydes lifte til næsten ethvert formål. De store kunder er liftudlejningsbranchen, elbranchen og redningstjenesten.

– Vi går en spændende fremtid i møde, og jeg er overbevist om, at Danilift med vores nye ejer vil blive endnu mere synlig i liftbranchen end nogensinde før. For at bruge vores eget slogan: Vi vil løfte højt og række langt – længere end vi tidligere har formået, siger direktør Knud Erik Markussen.

Erhvervsmanden Svend Møller Hansen
Bag den nye medejer står erhvervsmanden Svend Møller Hansen fra Hobro, der grundlagde DS Gruppen i 1969. Koncernen er i dag en markant industrivirksomhed inden for stål- og betonløsninger.

Ifølge Svend Møller Hansen er det især Danilifts produkter og kvalitet, der gør virksomheden interessant.

Tilfører styrke
– Jeg så, at Danilift har de rigtige produkter og den kvalitet, som jeg kan identificere mig med. De manglede styrken, og det er netop den, vi kan tilføre, siger han.

Med den nye aftale håber parterne at skabe grundlag for yderligere vækst og flere muligheder for Farsø virksomheden.

Med den gode plads i Farsø vil der også være mulighed for at udvide virksomheden, hvis der bliver behov for det.

/cf

Om Danilift
Historien om Danilift begyndte for snart 40 år siden, da Søren Olesen og Knud Erik Markussen begge arbejdede som elektromekanikere i den samme virksomhed.

I 1988 overtog de elektroafdelingen fra deres tidligere arbejdsgiver og startede et elektromekanisk værksted, der med sine tre-fire ansatte servicerede lokale virksomheder indenfor el-motorer, startere, generatorer og elektriske styringer.

Efterhånden fik elektrovirksomheden en stærk position indenfor styringer til maskinbranchen, ligesom man begyndte at udvikle specialmaskiner til træindustrien og liftbranchen.

I starten af 1991 lukkede en af firmaets største kunder ned. En ny virksomhed startede op på roden af den foregående, og da de to arbejdskollegaer i midten af 1991 fik et tilbud om at overtage netop denne virksomhed, slog de til. Dette blev starten på Danilift A/S.

I dag er virksomhedens faste holdepunkt produktion, service og salg af lifte. Nærmere bestemt mandskabslifte til montering på kassebiler og chassis.

I efteråret 2003 flyttede Danilift A/S ind i nye produktionslokaler i Farsø.

Danilift A/S’ typiske kunder er el-værker i ind- og udland samt udlejningsvirksomheder, produktionsvirksomheder, servicevirksomheder m.fl., som har et behov for løfteredskaber.

Udviklingen går stærkt i branchen og ikke mindst hos Danilift A/S. Det gælder generelt for produktionen af nye lifttyper såvel som tilpasningen af industrielle løfteredskaber, så de kan bidrage til den grønne omstilling.

Organisatorisk er der i årenes løb også sket ændringer. Søren Olesen trådte ud af Danilift A/S for at fokusere på GLG Rental, som udsprang af Danilift, herefter har Knud Erik Markussen været eneejer.
Kilde: Danilift.dk

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.