Danatek kåret som årets nordjyske gazelle

FARSØ: Foran 86 andre driftige nordjyske virksomheder, blev det i det sidste uge annonceret af Dagbladet Børsen, at Farsø virksomheden Danatek A/S klart har indtaget 1. pladsen på det nordjyske vækstbarometer.

Den gode kombination af salg og service har bidraget til Danateks imponerende vækst igennem de seneste 4 år, som også viser sig på medarbejdersiden, som på blot fire år er vokset fra 3 til 18 medarbejdere. Her ses 14 af Danateks medarbejdere i den nye udstillingsbygning mod Søndergade, der tages i brug om ca. 1 måned.

Maskinleverandøren fra Farsø er derfor meget flot blevet tildelt titlen ”Årets nordjyske gazelle”. 

Ifølge direktør Michael Jensen skyldes succesen en god kombination af salg og service – og måske især service.

Vækstraten for de seneste fire år lyder på imponerende 1602,1%    

– I 2007 fik jeg muligheden for at købe ejendommen i Farsø, og det gav plads til udvidelse. Det var planen at geare op, men ikke så meget op, lyder det fra den 31-årige direktør, der er gået fra tre medarbejdere i 2007 til 18 i 2010.

– Vi ramte markedet på et godt tidspunkt, og det har givet os en solid begyndelse. Det seneste år har været svære på salg, men til gengæld trækker vores serviceafdeling rigtig meget i øjeblikket, siger direktøren til Børsen i forbindelse med hæderen.

Farsø virksomheden kører service i hele Nordjylland, og det har sammen med en stærk salgsindsats kørt Danatek stabilt gennem krisen og ind på den nordjyske førsteplads.

– Det er vigtigt for os, at vi har et højt serviceniveau, og det er utvivlsomt en holdindsats i virksomheden, der har skabt vores vækst. Står vi med en kunde, der har brug for os, så sørger vi for, at han er tilbage i marken hurtigst muligt. Også selvom vi må tage natten til hjælp, forklarer Michael Jensen.

Hos Danatek er der også eksport af brugte maskiner til udlandet. Især til Norge og Østeuropa. Og eksporten kan meget vel blive et godt vækstmarked for den nordjyske gazelle.

– Senest har vi fået mærket Deutz ind, og det har givet os et kæmpe løft. Det er meget populære maskiner. Især i Nordjylland, hvor Deutz har en markedsandel på omkring 14 pct., mens de på landsplan har en markedsandel på 6-7 pct., fortæller Michael Jensen.

Det, vi har gjort, kræver, at pengeinstituttet er med. Derudover har vi været heldige at få nogle virkelig dygtige folk. Heriblandt en dygtig værkfører på værkstedet. Og ja. held. Vi har også været heldige, forklarer direktøren om virksomhedens succes.

Hos Danatek konstaterer medarbejderne, at landmændene gerne vil investere i nye maskiner, men finansieringen er blevet svær.

Derfor har vi også været nødt til at tilpasse os. Vores lager var for stort i forhold til vores salg, og det har været svært at disponere til det kommende år, fordi det er virkelig svært at læse markedet lige nu, siger Michael Jensen, der dog oplever, at markedet rører på sig igen.

Den samme melding kommer fra Søren Holm fra salgsafdelingen.

– Prisen er stadig vigtig, når vi skal sælge, men kunderne er i den senere tid også blevet mere opmærksomme på miljø og effektivitet. Landmændene er blevet dygtige, ekstremt professionelle, og de ved, hvad de vil. De dygtige er blevet endnu dygtigere. Især de yngre landmænd søger viden og baserer deres investeringer på nøje beregninger, fortæller Søren Holm.

Danatek har fået markeret sig i lokalområdet, og det har med sikkerhed bidraget til den flotte vækst, lyder det fra salgsafdelingen.

På sigt vil Danatek gerne dække et større område på salgssiden, så virksomheden kan øge sin volumen i antallet af solgte enheder og dermed medarbejdernes viden om de efterhånden meget avancerede maskiner.

For at præsentere virksomhedens store udvalg af maskiner vil Danateks nye udstillingshal, der netop nu er under opførelse, stå klar om ca. en måned. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: