FARSØ/VESTER HORNUM: Corona-tiden siden sidste forår har indtil nu ramt de forretningsdrivende meget forskelligt.
Nogle har været – og er nu igen tvangslukkede og må ikke drive deres forretning og er derfor afhængig af statens hjælpepakker. Det gælder for øjeblikket det liberale erhverv.
Websalg og Click & Collect for at holde forretningen igang
Udvalgsbutikker er også lukket ned, med undtagelse af websalg og click & collect. Det er der nogle butikker, som f.eks. Tøjeksperten, Kop & Kande og XL Byg, der benytter sig af.
Indehaver af Tøjeksperten Farsø, Danny Wulf, ser det mest som en service overfor sine kunder, for det er ikke noget han tjener penge på. Han må ikke overstige 30% af sidste års omsætning i januar måned, for så mister han lønkompensation til en af sine medarbejdere.
-Jeg glæder mig virkelig til at det bliver mere normale tilstande igen. Det er deprimerende det her, og der er intet liv i gaderne. Vi savner alle at kunne betjene vores kunder igen, lyder det fra Danny Wulf på en mørk og regnfuld januar dag.
Det er ikke ”lyserødt” at holde åbent
Men spørger man de butikker, der trods alt må holde åbent, er billedet ikke ”lyserødt”.
Bagermester Peter Holleufer fra Farsø Bageri, har ligesom Danny Wulf bemærket de tomme gader.
-Der er slet ikke det kundeflow i butikken, som vi er vant til. Det afspejler sig også i de butikker og virksomheder vi dagligt leverer bagerbrød til. For virksomhedernes vedkommende er det fordi mange medarbejdere arbejder hjemmefra. Værst er det dog, at vi ikke kan levere til restauranter og feriecentre såsom Landal, HimmerLand, Næsbydale Badehotel og Hvalpsund Færgekro, fordi de er lukket ned for gæster. Alene til disse steder mister vi for kr. 80.000 om måneden, siger Peter Holleufer. Det lavere aktivitetsniveau betyder også, at vi lige nu er for mange på arbejde. Det må vi kigge på, for så sender vi medarbejdere hjem med løn.
Heller ikke centergangene i Farsø Rådhuscenter sprudler af det liv som er vant til, til trods for at enkelte butikker må holde åbent. Her ses Matas og Blomsterforretningen Farsø.
Også i de åbne butikker i Farsø Rådhuscenter, der er undtaget for restriktionerne, beretter man om et væsentligt lavere aktivitetsniveau.
Indehaver af Blomsterforretningen Farsø, Gitte Hejlskov Frederiksen, fortæller:
-Jeg har valgt, at beholde den normale åbningstid for ikke at forvirre kunderne, men her er godt nok stille. Til gengæld har jeg en del mere udbringning end normalt, så det holder forretningen i gang.
– Jeg savner virkelig det liv af kunder vi har ude på gangen og i butikken, og så savner jeg også mine kollegaer i de andre butikker. Vi hilser normalt på hinanden hver dag, og starter med en godmorgen, når vi åbner butikkerne.
Også Matas holder åbent og alle fire medarbejdere er på arbejde, men der er kun ganske få kunder.
-Vi får gjort nogle praktiske ting, som vi ellers ikke ville havde fået gjort, fortæller butiksbestyrer Annette Andreasen. Men det er trist det her. Vi savner vore kunder og den aktivitet der normalt er i Farsø Rådhuscenter.
Selv er Annette Andreasen med i Farsø Rådhuscenters aktivitetsudvalg og er med til at tilrettelægge når Farsø Rådhuscenter f.eks. afholder fødselsdag.
-Det er usikkert endnu hvornår det lader sig gøre, butikkerne skal jo være åbne, siger Anette Andreasen.
Centerkiosken som har en af Farsø Rådhuscenters længste åbningstider har netop, kortet et par aftentimerne af åbningstiden i weekenden.
-Der er for få kunder, siger Tina Christensen, ca. kun en femtedel af det normale.
Det afspejler sig især i salget af pølser og sandwich, som er på et minimum.
Heldigvis klarer nogle butikker sig godt igennem
Men der er heldigvis også forretninger der klarer sig godt igennem.
Et eksempel er Autogården Farsø i Nørregade.
Anne Marie Lindgaard Nielsen fortæller, at man egentlig kun mærkede nedlukningens konsekvenser i en uge. Det var i en uge i foråret.
-Folk skal stadig have repareret, serviceret og synet deres bil, så det klarer vi. Også vores nye have/park afdeling er kommet godt i gang i kraft af, at mange har arbejdet hjemmefra og har fået ideer til forbedring af hus og have.
Heldigvis klarer nogle butikker sig godt igennem, heriblandt Min Købmand i Vester Hornum, der melder om 20% fremgang.
Her ses købmand Michael Frederiksen.
Mærker fordelen ved at have lokale fysiske butikker
Et andet eksempel er Hos Min Købmand i Vester Hornum, som har mærket en positiv effekt af corona med en fremgang på hele 20%.
-Det glæder mig, at der bliver handlet lokalt. Mange arbejder hjemmefra, og har set fordelen ved at have en lokal dagligvarebutik. Jeg kan mærke den lokale støtte – også godt hjulpet på vej af min annoncering i den lokale avis, hvilket har givet mig flere kunder. Men min fremgang skyldes også, at jeg tilbyder at bringe varerne ud til kunderne, siger købmand Michael Frederiksen.