test

Corona: Der er lempes lidt på restriktionerne

VESTHIMMERLAND: På mandag løsnes  jerngrebet om Vesthimmerland og seks andre nordjyske kommuner lidt. 

Det sker efter at sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde her til aften kunne fortælle at smittedata viser gode nedadgående tal. 

I store træk betyder det, at man fra på mandag igen kan rejse frit indenfor de syv nedlukkede nordjyske kommuner(Vesthimmerland, Jammerbugt, Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn, Læsø og Thisted), at den kollektive trafik igen kan køre indenfor de syv kommuner og at 5. – 8. klasse kan komme tilbage i skole igen.

Til flere medier udtaler Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen, at han glæder sig over at eleverne i 5-8. klasse må komme tilbage i skole igen, men at der igen er åbnet op for fri bevægelighed mellem de 7 kommuner ikke har den store betydning for Vesthimmerland. Der er ikke meget pendlen mellem Vesthimmerland og disse kommuner. Han ser gerne, at Vesthimmerland hurtigst muligt bliver åbnet op til nabokommunerne Aalborg, Rebild og Viborg af hensyn til erhvervslivet.      

Oprindeligt var restriktionerne sat til at gælde til 3. december, men fordi de nuværende testsvar viser, at der på trods af en markant stigning i antallet af testede, ikke er fundet flere corona-smittede, og at ingen af de smittede i Nordjylland har været smittede med den frygtede cluster 5-mutation, har myndighederne anbefalet regeringen at lempe restriktionerne.

Det forklarede sundhedsministeren på aftenens pressemøde. Han løftede også sløret for, hvad der skal til, for at restriktionerne bliver lempet yderligere.

– Det, der skal til, er, at sundhedsmyndighederne får svar fra laboratorierne(forventeligt i uge 47) Så snart myndighederne når dybere ned i testsvarerne og kan konkludere, at risikoniveauet er faldet yderligere, så vil vi åbne yderligere, sagde Magnus Heunicke.

– Det, der ikke må ske, er, at vi åbner, før vi er på sikker grund.

LÆS OGSÅ:Der massetestes i Vesthimmerland fra på fredag
LÆS OGSÅ:Dronning Ingrid Hallerne blandt corona teststederne

Årsagen til den dramatiske nedlukning af de syv kommuner torsdag den 5. november var frygten for den muterede cluster-5 variant af coronavirus skulle sprede sig. Varianten har forbindelse til minkfarme og er fundet i Nordjylland. Derfor slås alle mink i Nordjylland nu ned. Indenfor de syv kommuner er der givet en ekstra tempobonus for at slå minkene hurtigt ned.       

Disse restriktioner gælder fortsat for Vesthimmerland fra 16. november 2020

Kollektiv trafik ud af kommunen er sat i bero.
-Alle restauranter skal lukke for alt andet end takeaway.
-Videregående uddannelser er lukket, og studerende må kun få digital undervisning. Det
 gælder også eksamener.
-Ungdomsuddannelser må maksimalt have 50 procent af eleverne på skolen.
-Al indendørs idræt forbydes – inklusive fitnesscentre.
-Alle kulturelle tilbud som biografer, teatre og biblioteker skal holde lukket.
-Alle undtagelser fra forsamlingsloftet på 10 personer, som gælder i resten af landet,
 bortfalder i de syv kommuner.
-Ud over restriktionerne opfordres alle til at lade sig teste, og en særlig
  smitteopsporingstaskforce skal jage eventuelt nye cluster-5 tilfælde.

Restriktionerne gælder foreløbig frem til 3. december.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: