FARSØ: Knap var de 130 classic og veterankøretøjer fra Aalestrup Classic, fordelt på biler, knallerter, motorcykler og Nimbus motorcykler ankommet til Farsøs midtby mandag aften i forbindelse med Hot Sommer, førend der var kø ved streetfoodstederne.

For ud over hyggen og at mødes, så er en stor del af Hot Sommer aftenerne også den gode mad. Selvom det blæste lidt, så fik den solrige aften folk til at møde tidligt op for at indtage deres aftensmad, nemlig fra kl. 17.00, hvor lokale madleverandører stod klar med streetfood til spisning på torvene.


Fra kl. 17.30 spillede orkestret ”Mindst 4” op på Torvet med folkemusik og dermed var stemningen også på plads. Flere kom til og byen summede af liv.



Der blev aftenen igennem kigget på veterankøretøjerne som var linet op på fortovene, og snakket med deres ejere
For børnefamilier var der hoppeborg, ansigtsmaling og dyrepark, som var velbesøgt.

Næste mandag finder denne sæsons sidste Hot Sommer sted. Her vil tema’et være el.
/cf
