FARSØ: Der var nok at kigge på til denne sæsons sidste Hot Sommer mandag i Farsø midtby, som havde temaet ”Classic Night”.
60 veteranbiler, 38 knallerter og 15 motorcykler var alene mødt op fra Aalestrup Classic, men også Himmerlands Nimbus Club var mødt med ca. 10 modeller af den kendte Nimbus motorcykel. Hertil kom fjernstyrede lastbiler, nye biler og lifte som man kunne komme op i.
Men aftenen startede med spisning på torvene, såkaldt streetfood som lokale madleverandører stod for. Derfor var der allerede fra arrangementets start kl. 17.00 godt med folk i byen til aftensmad. Flere kom til og byen summede af liv. Det til trods for, at denne Hot Sommer aften ikke var specielt hot i vejret, for det blæste og temperaturen var skruet ned, men frem for alt, holdt det tørt.
Ligesom veterantraktorer, som Farsø havde besøg af ugen forinden, så har veteranbiler, knallerter og motorcykler lige så stor interesse. Ikke mindst fordi rigtig mange lokale har disse ældre køretøjer som hobby og gerne viser dem frem.
Der blev derfor åbnet motorhjelme og snakket flittig med ejerne af veterankøretøjerne.
Foran Vestjysk Bank langs mod Nørregade kunne man således få oplyst, at syv veteranbiler alle havde ejere bosiddende på Ibisvej i Farsø. Det kan man da sige er, at have en fælles interesse på vejen. I øvrigt har Aalestrup Classic flest medlemmer i 9640 Farsø.
To gange i løbet af aftenen blev musikken pludselig skruet op. Det var Farsø Motionsklub, der lavede en såkaldt Flashmob, altså et kort indslag på Store Torv og senere igen på Centertorvet for at gøre opmærksom på motionsklubbens kommende sæsonstart. Igen var det lokale fra motionsklubben, der var mødt op for at promovere den lokale klub.
Aftenen bød også på live stemningsmusik til aftenhyggen og ikke mindst aftenhandel i butikkerne.