FARSØ: I mange år har de blå spejdere i DDS Farsø haft et ønske om at få Charlotte Ployart Wetche som taler ved deres traditionelle 4. maj parade i Søanlægget og Mindelunden.
Det har ikke skortet på positiv vilje, men begivenheder i den store verden har været med til at holde Charlotte Wetche i aktivitet med sine forpligtelser indenfor det danske forsvar.
Charlotte Wetche, som er født og opvokset på Hvanstrup nord for Farsø, havde en plan om at studere videre efter gymnasiet – men først ville hun lige prøve et år som konstabelelev. Og derfra så den vesthimmerlandske pige sig ikke tilbage. Hun fik smag for militærlivet – kom på det danske landshold i militær femkamp, og gjorde karriere som officer.
Hun har været eskadronchef og i kamp i Afghanistans Helmand-provins, hun har været adjudant for hærchefen og i fem år militær assistent for Natos generalsekretær, mens Anders Fogh Rasmussen havde den post. Senest stod hun for den store operation “Alamo” med evakueringsindsatsen under meget svære vilkår i Afghanistan i august 2021.
I dag har Charlotte Wetche titel af brigadegeneral for Forsvarets reserve. Hun har i øjeblikket orlov fra forsvaret og bestrider en direktørstilling i Falck Ambulance.
Mindeparaden i Søanlægget følger i øvrigt de traditioner, man kender. Spejdere og ledere vil gå fra spejderhuset til mindelunden, hvor der opstilles fanevagt og lægges blomster ved mindesmærket for de to frihedskæmpere Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne. Spejderne aflægger spejdered, der synges sange, som er uløseligt forbundet med den 4. maj, og så er der tale ved Charlotte Wetche, inden aftenen sluttes af med kaffe, spejderkage og hyggeligt samvær i det smukke spejderhus med udsigt over Søanlægget.
SE ANNONCEN FOR 4 maj i mindelunden HER