Carsten Grove kåret til “Årets Energist”

FARSØ: Årets afslutning betyder i sportens verden kåring af mangt og mange i et væld af forskellige kategorier.

I løbeklubben Farsø Tri & Trim har man siden 1992 haft sin egen helt særlige kåring under navnet “Årets Energist”. En hæderstitel som blev indført året efter klubbens fødsel. Titlen dækker yderst bredt og er en anerkendelse for f.eks. én unik og aktuel sportslig præstation på højt niveau eller på motionsplan, et stort organisatorisk engagement eller man har gjort sig humoristisk bemærket.

Udover at blive beæret med titlen får årets vinder overrakt en vandrepokal med sit navn indgraveret og retten til at have pokalen stående hjemme på kaminhylden i ét helt år.

Navnet på vinderen afsløres hvert år den 24.december under julehyggen til Kalenderløbets afslutning. I år faldt valget på én af klubbens gamle veteraner, Carsten Grove, da han som den første i klubbens historie har løbet maraton efter at være fyldt 65 år – og det endda i en rigtig god tid!

Her er lidt om ”Årets Energist”:

Carsten & Søs Grove meldte sig ind i Farsø Tri & Trim for 25 år siden! (ca. 1995). Carsten debuterede på maraton-distancen i 1999, og hans CV tæller i alt 17 maraton i perioden 1999 til 2020. Det hurtigste blev løbet i København i  2000 (3:08:44). Det sjoveste i Medoc (vin-løbet i Frankrig) i 2005 (5:45:36), hvor klubben deltog udklædte som sortbroget dansk malkekvæg – undtagen Carsten; han var udklædt som storbarmet malkepige med lange lyse fletninger iklædt rød&hvid ternet nederdel!. Det værste maratonløb var i Prag 2003 hvor han udgik. Det varmeste i Havanna i 2013 (3:45:56). Det hårdeste i Mønsted Kalkminer i 2017 (4:11:28). De mest anderledes var ”The Great Wall” i Kina 2008 (4:40:39) og ”Big Five” i Sydafrika 2010 (4:34:00).

Nye udfordringer blev taget op og i en alder af 60 & 61 år deltog Carsten i ”Flugten til Hvalpsund” i 2015 og 2016 (det er 1/4 ironman!) og Carsten er ”still going strong”!

I 2019 løb han ”KBHs Maraton” i tiden 3 t 33 min. (og blev nr.3 i aldersgruppen 65-69 år), og i år (17.okt 2020) ”Downtown Farsø” i tiden 3 t 45 min.  Meget flotte tider!

I Carstens træningskalender står opført mere end 2000 løbekilometer om året – det svarer til ét maraton om ugen! Carsten giver forsat generation under ham kam til deres hår – også til træning med klubben.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: