Carl Pedersens mindesten er kommet hjem

GEDSTED: Efter mange år på andre adresser er Carl Pedersens mindesten nu vendt tilbage til det sted, hvor historien om Getama begyndte. Søndag blev stenen genindviet på Vesterbro i Gedsted, hvor Carl Pedersen i sin tid havde sin lille forretning.

Genindvielsen var arrangeret af Gedsted Lokalhistoriske Arkiv, Gedsted Beboer- og Erhvervsforening og Kulturfabrikken. Omkring 100 mennesker var mødt op for at være med til at markere den særlige dag – både lokale borgere og mennesker med tilknytning til Getama.

Tilbage, hvor det hele begyndte
Mindestenen blev oprindeligt rejst den 6. august 1949 i forbindelse med Getamas 50-års jubilæum. Dengang stod den ved den næsten nybyggede Getama-fabrik lidt længere nede ad vejen.

I 1989, i forbindelse med virksomhedens 90-års jubilæum, blev stenen flyttet til Holmmarksvej.

Nu er den for tredje gang blevet flyttet – denne gang tilbage til Vesterbro, hvor Carl Pedersen grundlagde det, der senere skulle udvikle sig til den kendte møbelvirksomhed Getama.

Fra tangmadrasser til møbelproduktion
Ved genindvielsen fortalte næstformand i Gedsted Lokalhistoriske Arkiv, Thomas Nordahl, om Carl Pedersen og Getamas betydning for byen.

-I 1899 fik Carl Pedersen idéen til at bruge tang fra Limfjorden til at fremstille madrasser. Det var en stor satsning for en ung mand i en lille nordjysk landsby.

Allerede året efter leverede han madrasser til store dele af landet, og i 1910 blev virksomheden udvidet med møbelproduktion. Getama skabte dermed mange arbejdspladser i området, og Gedsted voksede i takt med virksomheden.

I 1949 begyndte Getama samarbejdet med den berømte danske møbeldesigner Hans J. Wegner. Det blev et vigtigt kapitel i virksomhedens historie og var med til at sætte både Getama og Gedsted på landkortet.

En arbejdsplads, der samlede generationer
For mange i Gedsted handler historien om Getama dog om langt mere end designmøbler.

Thomas Nordahl fortalte ved genindvielsen om sin egen tilknytning til virksomheden. Som 13-årig begyndte han som fejedreng på Getama og blev senere uddannet som maskinsnedker.

Efter militærtjenesten og en periode, hvor han rejste ud for at opleve verden, vendte han tilbage til Getama. Her arbejdede han i omkring ti år som chauffør og lagermand.

Han husker blandt andet stoltheden ved at sidde bag rattet i Getamas lastbil med et læs møbler.

– Det er lidt ligesom, når man er ude at rejse og ser en Mærsk-container eller navnet LEGO. Sådan har vi det også, når vi ser noget med Getama, fortalte Thomas Nordahl.

En epoke sluttede i 2024
Getamas betydning for Gedsted blev for alvor sat på prøve den 9. februar 2024, da fabrikken brændte ned til grunden.

Produktionen kunne ikke fortsætte i Gedsted, og en epoke sluttede. Getama blev efterfølgende solgt til Carl Hansen & Søn på Fyn, som i dag producerer flere af Getamas klassiske møbler.

Efter branden tog Gedsted Lokalhistoriske Arkiv kontakt til Getama med et ønske om at få Carl Pedersens mindesten tilbage til byen.

“Historien skal bevares”
Christoffer Buus, der tidligere var ansat på Getama og har en tæt tilknytning til virksomheden, tog kontakt til den nye ejer, Knud Erik.

Budskabet var klart: Gedsted ønskede mindestenen tilbage.

– Han vidste jo godt, hvor meget den her fabrik har betydet for Gedsted. Så selvfølgelig skulle mindestenen tilbage til Gedsted, for vi har jo en historie, der skal bevares, fortalte Thomas Nordahl.

Han opfordrede samtidig de fremmødte til at huske både Carl Pedersen og de mange mennesker, der gennem generationer har lagt deres arbejde og stolthed i virksomheden.

Oldebarn lagde krans
Genindvielsen bød på både taler, flag, sang og kransenedlæggelse.

Marianne Henneberg, der er oldebarn af Carl Pedersen og aktiv i det lokalhistoriske arbejde, fik æren af at lægge kransen ved mindestenen.

Det var en særlig symbolsk handling, da der også blev lagt en krans, da stenen oprindeligt blev indviet i 1949.

Jubilæumssangen fra 1949 blev fundet frem
Ved en Getama-udstilling tidligere på året dukkede en gammel sang fra virksomhedens jubilæum i 1949 op.

Den blev fundet frem igen til genindvielsen og sunget af de fremmødte.

Efter sangen blev et nyt skilt ved mindestenen afsløret. Skiltet fortæller historien om Carl Pedersen og Getama, så både lokale borgere og besøgende fremover kan blive klogere på den virksomhed, der gennem mere end 100 år satte sit tydelige præg på Gedsted.

Getama er en vigtig del af Gedsteds historie

Med mindestenen tilbage på Vesterbro er en vigtig del af Gedsteds historie nu blevet synlig igen. Stenen er kommet hjem – til det sted, hvor det hele begyndte.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.