Campingpladsen i Ertebølle fylder 60 år

ERTEBØLLE: Ertebølle Strand Camping fremstår i dag som en top-moderne og veldrevet plads, der tilgodeser både traditionelle campister i campingvogn og gæster der beboer campingpladsens hytter. Men campingpladsen tiltrækker også gæster udefra til Cafe Ertebølle –  som af mange er kendt som ”pandekagehuset”. Her i ”60-året” bliver campingpladsens nyhed en 18 hullers minigolfbane.

Legeplads omdannet til teltplads
For 60 år siden så det noget anderledes ud. I starten af 1960’erne lukkede Ertebølle Skole. I 1964 solgte kommunen skolen til til snedkermester Bent Rasmussen med den klausul, at skolens tidligere legeplads skulle anlægges som campingplads.

Snedkermesteren havde formodentligt ikke den helt store interesse i turisterhvervet. Men det var nemt at gå til og primitivt var det også, fordi campinggæsterne kunne blot benytte skolens gamle toiletter. Der var ét til pigerne og ét til drengene. Skulle man have et bad blev man henvist til Limfjorden.

Servicebygning kom til i 1969
I slutningen af 1960’erne overtog to lokale landmænd fra Ertebølle, Ernst Christensen og hans bror Aage campingpladsen, og herefter tog driften en mere forretningsmæssig drejning.

Der blev bygget en rigtig servicebygning med toiletter og bruserum til hhv. damer og herrer og i forlængelse heraf, blev der indrettet et fælleskøkken.

I 1975 kom Karen Marie og Flemming Bonde til Ertebølle og overtog driften af campingpladsen. De havde pladsen frem til 1995 og i den periode blev pladsen udvidet betragteligt. Der blev også bygget butik, privatbeboelse, tv-stue og 6 små hytter.  

Den første swimmingpool blev også etableret i den periode. Den var ganske vist ikke stor med en diameter på 9 meter, men den trak gæster til.

I 1995 overtog Tove og Jørn Sørensen pladsen, men de afhændede den allerede i 1999 til Mona og André Køhler, som solgte den til pladsens nuværende ejere i 2005, nemlig Ingrid og Lars Brandt.

En større opgradering
Siden Ingrid og Lars Brandt overtog pladsen i 2005 har pladsen fået en større opgradering med først flere og større camping enheder. Herefter kom en del nye luksushytter til, swimmingpoolen er udskiftet med en større og mere luksuriøs udgave med tilhørende servicebygning og sauna. Legepladsen er udvidet og opdateret, og en stor boldbane er blevet anlagt. Desuden har Lars og Ingrid købt den gule gård ved siden af campingpladsen, som er indrettet med gildesal til 200 personer.

Med andre ord har campingparret, nærmest hvert år haft nye planer og projekter til fornyelse af campingpladsen. Det de har tjent, har de investeret i pladsen.

Pandekager gav en drejning
I 2017 fandt Ingrid Brandt på at lave pandekager med fyld. Det betød, med lynets hast, at campingpladsen ikke kun var kendt for sine gode forhold for campister, men også sin Cafe Ertebølle.

”Pandekagehuset” blev hurtigt kendt vidt og bredt og booket op til pandekagespisning så værtsparret nærmest ikke kunne følge med.

Cafe Ertebølle
Med etableringen af Cafe Ertebølle fik campingparret en ny indtægtskilde som ikke kan ses overhørig – og som heller ikke længere kan anses som en døgnflue, men som et rigtigt forretningskoncept.

Cafe Ertebølle er udvidet flere gange, senest for 3 år siden, hvor velfærdsbygningen fra slutningen af 60’erne blev væltet til fordel for en helt ny bygning med Cafe Ertebølle til 115 gæster og bad- og toiletbygning på bagsiden.

Vinterbadning og 18 hullers minigolf
Sidste år blev poolen opgraderet til vinterbadning med tilhørende sauna.

Der er store forventninger til den nye minigolfbane, som ikke er forbeholdt pladsens campister, men også gæster udefra.
Det er firmaet Plan B der har designet og anlagt minigolfbanen.

En stor dag fejres på lørdag
Heller ikke her i 60’året for campingpladsen stopper Ingrid og Lars Brandt deres investeringer. En helt ny aktivitet på Ertebølle Strand Camping ser dagens lys, nemlig en 18 hullers minigolfbane, som indvies på lørdag den 11. maj.

Til at indvie banen har Ingrid og Lars Brandt inviteret Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen og direktør for Destination Himmerland, Johanne Bugge til at tage de første slag på banen.

Den store dag på campingpladsen bliver desuden markeret med campisternes eget kræmmermarked foran egne campingvogne. Desuden vil der i løbet af dagen også være livemusik og salg af pølser, drikkevarer og is.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: