ERTEBØLLE: Ingrid og Lars Brandt, indehavere af Ertebølle Strand Camping har gennem et stykke tid haft ønsket om – og arbejdet på, at åbne campingpladsens poolområde for vinderbadning og sauna.
Åbner på lørdag
For stadig at være sæsonaktuelt, åbnes der for tilbuddet fra på lørdag.
Ny sauna og pool ombygget til vinterkørsel
For det første er svømmebassinet ombygget til vinterkørsel, med vandprøver og kontrol. Vinterbadningsområdet er lyst op af nye lamper, både over og under vandet i og omkring swimmingpoolen.
Men ikke mindst er der købt en 6 meter lang specialbygget sauna med plads til 14 personer.
Inspiration hentet fra kollegaer
Inspirationen har Ingrid og Lars Brandt hentet fra andre campingpladser i landet, hvor campister og lokalområdet har taget rigtig godt imod tilbuddet.
Selve indretningen og løsningen med betalingsmodul har de hentet fra en kollega på Vestkysten som også har vinterbadning, dog primært for campingpladsens gæster.
For alle – ikke kun campister
-Vi ønsker dog at vores tilbud om vinterbadning i Ertebølle skal være for alle, altså borgere eller grupper – ikke kun i Ertebølle, men hele Vesthimmerland og gæster i sommerhuse på camping m.v. Kort og godt alle der har lyst til at prøve vinterbadning – eller dem der allerede dyrker vinterbadning. Her er alt forberedt. Vandet er køligt og saunaen er varm, så man skal bare møde op, fortæller Lars Brandt og fortsætter:
Specialbygget stor sauna
Saunaen er specialbygget på Fyn og er grundet sin størrelse kun nr. 2 af sin slags i Danmark. Ellers har gode lokale håndværkere og LAG Vesthimmerland hjulpet os i mål med dette ny tiltag, som altså tilbydes alle der måtte ønske at benytte faciliteterne.
Lars Brandt forklarer at man kan tilgå anlægget på bagsiden af huset ved swimmingpoolen, hvor man via et betalings modul får adgang til omklædningsrummet. Her er der kabiner, knager til tøj og aflåselige skabe til mobiltelefon og pung. I huset er der også toilet og bruser.
I stedet for den kendte bassintrappe i metal er der bygget en helt ny trætrappe, der sikrer at vinterbaderne kan gå stille og roligt – og sikkert, ud i det 125 cm. dybe friske lyseblå bassinvand for at få sig en kold dukkert.

Godt tilbud til nye vinterbadere
Som før nævnt er der lige nu sæson for vinterbadning. Nogle vil måske kalde det for lun vinterbadning, så længe der ikke er is på vandet.
-Måske der stadig kan komme det. Vi har da hakket tynd is et par gange i løbet af vinteren imens vi har arbejdet på anlægget, fortæller Lars Brandt, men omvendt kan de milde vintertemperaturer så være en blid start for nye vinterbadere.
Man bestemmer naturligvis selv om man tager det kolde gys først og sauna derefter – eller omvendt. Der er ikke langt imellem de to stationer, og foruden badetøj anbefales det alligevel at medbringe badekåbe eller badehåndklæde samt klipklapper.
Vinterbaderfaciliteterne vil indtil foreløbig påske, være åbne fredag eftermiddag og i dagtimerne i weekenderne. Og på lørdag kan de første altså frit prøve faciliteterne af.

