FARSØ: Siden sidste efterår har Vesthimmerlands Kommune, borgere og arkitektfirmaet LabLand arbejdet på en ny byudviklingsplan for Farsø.
Den overordnede plan blev fremlagt for alle interesserede i ”Bykontoret” i Farsø Rådhuscenter den 4. marts 2023
Siden har LabLand og planlæggere fra Vesthimmerlands Kommune tilføjet og rettet de sidste input til planen.
Byfornyelsesprojekter har fået yderligere 3 mio. i startkapital
Som udgangspunkt er der afsat 3.mio som startkapital til igangsætning af 6 konkrete byfornyelsesprojekter i planen, som skal tage sin start i 2024.
Men kommunen er tilsyneladende så begejstret for planen, at økonomiudvalget den 15. marts, skød yderligere 3 mio. kr. ind til byfornyelsesprojekterne.
Farsø – Sammen om en sund og grøn by
Nu er processen nået dertil, at Økonomiudvalget og Byrådet skal tage stilling til, om byudviklingsplanen som har fået navnet “Farsø – Sammen om en sund og grøn by” inkl. byfornyelsesprogram skal udsendes i offentlig høring.
Byudviklingsplanen indfanger både Byrådets og lokalområdets ønsker til Farsø’s udvikling. Byudviklingsplanen vil derfor være det naturlige grundlag for de kommende års planlægning og udvikling i Farsø og ikke mindst det naturlige udgangspunkt for dialogen mellem bl.a. byen, projektudviklere, fonde og kommunen.
Byudviklingsplanen er bygget op omkring en overordnet vision for Farsø, som kan rummes i sætningen “Sammen om en sund og en grøn by”, og i forlængelse af 5 strategiske pejlemærker for byen, om bosætning, erhverv, sundhed, bæredygtighed og kultur, beskrives byudviklingsplanens 4 indsatsområder og 6 konkrete byfornyelsesprojekter.
Fire indsatsområder
Planens 4 indsatsområder er: 1. Boliger for alle., 2. En vækstby for erhverv., 3. En levende bymidte samt 4. Bynatur og landskab.
For hvert indsatsområde er der et forslag til fokus for indsatsen, og dernæst er der beskrevet en række mere eller mindre konkrete idéer og forslag til hvor og hvad, der kan arbejdes med.
Planens handleplan beskriver, hvordan der kan arbejdes for en realisering af planens indsatsområder. Heraf fremgår, at kommunen har initiativpligten på nogle af planens indsatser som f.eks. en snarlig udpegning af erhvervsarealer og stillingtagen til indretning af området omkring busstationen og skolen, mens byen har initiativpligten på andre, som for eksempel at skaffe yderligere fondsmidler og afklare perspektiverne for et byens hus.
Seks konkrete byfornyelsesprojekter
Planens 6 byfornyelsesprojekter er: 1. Nyt inventar til torveområdet., 2. Større synlig forbindelse mellem busstation og skole., 3. Synliggørelse af ”Den røde tråd”., 4. Cirkelbro ved søens samlingsplads., 5. Stier og biodiversitet ved naturrummet syd for Sundhedshuset samt 6. Fjernelse af fitness-udstyr ved ellipsen mellem skolen og hallerne.
Klar til høring
Kommunen forpligter sig med byfornyelsesprogrammet til at realisere de konkrete byfornyelsesindsatser, når byfornyelsesprogrammet er vedtaget.
Borgere og interesserede har i hele forløbet haft mulighed for at komme med forslag og ideer til planen bl.a. via spørgeskemaundersøgelse og bylivskontoret. Hvis byudviklingsplanen sendes i høring har interessenter mulighed for at se det endelige resultat – og endnu en mulighed for at komme med bemærkninger inden byudviklingsplanen vedtages endeligt.
Det forventes at byudviklingsplanen udsendes i høring i maj måned.