Byrådshåndbold og kommunevolley – FOTOS

VESTRUP/VESTER HORNUM: Det var ikke kampen om pladserne i Byrådet, der var tale om da der i lørdags, i anledning af Sundheds- og Kulturugen, blev spillet ”Byrådshåndbold” i Minihal Vestrup.

Selvom Byrådet godt kunne have spillet deres egen turnering, hvis alle ”byrødder” ville deltage, så var det ikke sådan tænkt. Man ville spille imod andre hold på den hyggelige måde.

Byrådshåndbold spillet for 2. gang
Det var faktisk anden gang at der blev spillet ”Byrådshåndbold”. Første gang var i 2019 i Vester Hornum Hallen på initiativ af Byrådspolitiker Anders Kjær Kristensen. Det var også Anders Kjær Kristensen der denne gang var initiativtager til håndbolddagen, denne gang på hans hjemmebane i Vestrup.

4 hold deltog i turneringen i Minihal Vestrup. Deltagerne ses her.

4 hold stillede op. Ud over Byrådet var det lokale VØ og to hold fra den kommunale administration henholdsvis Politik, strategi & It fra Rådhuset i Aars samt Sundhed og Teknik fra administrationsbygningen i Farsø

Anders Kjær Kristensen havde allieret sig med en anden Anders fra DGI Nordjylland til at dømme kampene.

Fra ”Dommer Anders” lød det om Five-A-Side kampene, ”Gå efter bolden og ikke manden” hvilket også var politikernes indstilling.

Lokale VØ gav ”byrødderne” kamp til stregen

Den første kamp blev spillet mellem hjemmeholdet VØ og Byådet. VØ vandt med 8-4.

Kampene varede i 10 minutter og det hurtige spil kunne hurtigt få sveden frem på panden. Heldigvis kunne man skifte ud lige så meget man ville og skiftes til at stå på mål.

Efter 10 minutters spil blev der sagt tak for kampen

Kommune volley i Vester Hornum
Ud over håndbold, så spillede Kommunen også en anden turnering i anledning af Sundhedsugen.

Det var Skole- og Dagtilbudsafdelingen der havde inviteret andre kollegaer i Vesthimmerlands Kommune til at dyste i volley. Det fandt sted torsdag i Vester Hornum Hallen.

Også her var fokus sundt og hyggeligt fællesskab.

Ud over Skole- og Dagtilbudsafdelingen deltog et hold fra Kultur/Fritidsforvaltningen med hjælp fra Svømmecenter Vesthimmerland. Også Team Byg suppleret af Team Natur, Havn og Byrum fra administrationsbygningen i Farsø stillede op i volleyball turneringen. 

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: