ULLITS: Byfesten i Ullits, som fandt sted i sidste uge, blev afviklet med ”Yee Haa” og ”Vild Vest” aktiviteter i bedste cowboy stil. Med dette tema kunne alle små og store Ullits cowboys ikke andet end at bevare sit festlige humør og lege med, selvom vejret af og til drillede med regn til de udendørs aktiviteter
Festen lagde onsdag aften ud med hestevognskørsel og spejdernes hjemmelavede køretøjer der trillede lystigt til cowboygudstjeneste i den stemningsfyldte Gl. Ullits Kirke. Kirken blev fyldt til sidste plads af Ullits borgere, og efterfølgende var ca. 60 borgere med til kaffe og kage i Ullits Medborgerhus.
Torsdag var der ”Vild Vest” banko i Ullits Minihal, hvor godt100 mennesker fik lov at råbe ” Yee Haa ” i stedet for det traditionelle ”Banko”, når der var gevinst.
Fredag blev, som noget nyt, indledt med fælles spisning af ca. 100 personer, som havde bestilt snitter m.m. Hyggen spredte sig, og kl. 19.30 kom flere folk til for at indtage pladserne foran scenen og opleve årets Ullits Revy. Revyen var som sædvanlig en stor succes, hvor tilskuerne fik rørt lattermusklerne til nogle grinagtige sketcher fra de dygtige aktører.
Lørdag blev indledt med kaffe og rundstykker hos Spar købmanden. Flere børn havde taget deres kæledyr (hunde, kaniner og en høne) med til børnedyrskue. Dommerne Lis Nielsen og Bjarne Brix fandt da også en vinder, som blev hønen ” Hannibal” ejet af Sebastian og Emil fra byen.
Samtidig tjente Holger Jessen fra Gl. Ullits som kusk for mange ture igennem byen i hestevogn med med både store og små Ullits borgere om passagerer.
Aktivitetspladsen ”Det Vilde Vest” åbnede ved hallen kl. 13. Desværre i silende regn, hvilket betød at man droppede den ellers populære vandgynge. For bogstaveligt talt kunne skyllemidlet ”nydes” af alle fra oven. Byfestkomiteen tog derfor den resolutte beslutning at rykke alle cowboyaktiviteter, afhængige af tørvejr, indendørs. På kort tid blev Ullits Minihal i stedet fyldt med indendørsaktiviteter og mange besøgende. Her var opstillet en Rodeotyr, som alle konkurrerede om, at kunne sidde på i længst tid. Vinder blev Lars Bisgaard, som kunne holde sig på tyren i 47 sek. inden han blev kastet af. Hoppeborgen, ansigtmaling og guldgravning var de populære tiltag blandt børnene.
Den lokale dyst ”Kampen om den gyldne hestesko” blev afholdt udenfor i næsten i tørvejr. 3 hold stillede op med 3 lokale folk på hvert hold. Holdene skulle først kaste lasso, herefter kaste hestesko, køre ringridning på veterantraktor og som finaledisciplin hamre søm i sømblokken med færrest hammerslag. Vinderholdet blev Troels, Niels og Bjarne, der selvfølgelig fik en forgyldt hestesko hver.
Da der efterhånden blev længere imellem regndråberne blev der også afholdt flere at de planlagte aktiviteter udendørs på Vild Vest pladsen. Anton Langbak blev byens bedste bueskytte, Per Skov blev den bedste hesteskokaster, Carsten Andersen den bedste til at flytte en cowboyhat med en minigraver og endelig kom Bo Skov tættest på at gætte hvor mange guldmønter der var i glasset, nemlig 2.643.
Byfesten i Ullits sluttede lørdag aften af med en grillmiddag i hallen, hvor 75 borgere havde tilmeldt sig. De spiste, hyggede og dansede til et godt stykke ud på natten. Musikken blev leveret af Bent Nielsen og Søs.
Alt i alt, er det en meget tilfreds byfestkomité, der nu kan nu læne sig tilbage, og glæde sig over endnu en rigtig god byfest i Ullits, hvor det gode humør skød regndråberne ned.