OVERLADE: Moderniseringen af Brugsen i Overlade er kommet et vigtigt skridt nærmere. Som tidligere beskrevet her i avisen, er første skridt efter den netop gennemførte fusion mellem brugsforeningerne i Overlade og Hvalpsund, at tage fat på moderniseringen af butikken i Overlade.
Nu er den første økonomiske støtte på plads.
I sidste uge fik uddeler Peter Uttrup Orbesen besked om, at LAG Jammerbugt-Vesthimmerland støtter projektet med 250.000 kroner.
– Vi er dermed endnu et skridt på vejen mod vores ambition om at fremtidssikre og modernisere butikken, siger Peter Uttrup Orbesen.

Stor modernisering på tegnebrættet
Moderniseringsplanerne er omfattende. Blandt andet skal al belysning i butikken udskiftes, ligesom køle- og frysefaciliteterne både i butikken og på lageret skal moderniseres.
Der er også planer om en ny mælkekøler og et nyt frostrum. På energisiden arbejdes der med etablering af solceller og en batteriløsning, så den producerede energi kan lagres og anvendes, når behovet er størst.
Samtidig skal selve butikken udvides ved at inddrage en del af det nye lager. Det skal give mere plads og mulighed for en omrokering af butikken samt en betydelig udvidelse af fødevaresortimentet.
Også adgangsforholdene skal forbedres. Vindfanget skal bringes i niveau med butikken, og der skal etableres en udvendig rampe.
Håber på byggestart i 2027
Det er med andre ord et omfattende projekt, som kræver betydelige investeringer.
– Det er et kæmpe projekt, der er økonomisk krævende, men vi håber at nå i mål med alle fondsansøgningerne, så vi kan gennemføre hele pakken. Blæser vinden i vores retning, forventer vi at gå i gang i løbet af foråret 2027, siger Peter Uttrup Orbesen.
/cf
