FARSØ: Som det er blevet en tradition, så indtager et HoppeLegeland og egnens vinterferieramte børn Dronning Ingrid Hallerne i Vinterferien.
Børn kunne boltre sig i flere ”lande”
Den store opvisningshal var indrettet med ikke mindre end 5 kæmpe hoppe- og klatrepuder med indbyggede forhindringer, en rodeotyr og en fodboldspark maskine. I træningshallen var der nye spil såsom floorball og curling. Gymnastiksalen var indrettet med et tarzanland, hvor børnene kunne boltre sig i tove og andre forhindringer der skulle forceres.
Rigtig mange havde desuden taget badetøjet med, så de kunne få sig en dukkert i badeland med bolde og badedyr omkring sig.
Formand for FUIK’s Venner Jens Røschmann gør op at Hoppe-Legelandet har størst interesse for børn op til 10 år, hvilket ikke mindst skyldes at der kan tumles i gymnastiksalens tarzanland og opvisningshallens hoppeborge.
250 børn lagde vejen omkring Hoppe-Legelandet torsdag og fredag og Jens Røschmann lægger ikke skjul på, at han da gerne havde set flere børn – ikke mindst i betragtning af at det netop på disse dage var regn og rusk udenfor, som indbød til indendørs aktiviteter.
Mange tilbud i vinterferien
Der er mange tilbud til børnene i vinterferien og flere af dem minder om hinanden. Men det helt unikke her i Farsø er, at vi har svømmehallen og dermed badelandet, som mange børn prioriterer, siger Jens Røschmann.
Han slår fast at der også næste år bliver Hoppe-Legeland.
Der er ingen tvivl om at der igen bliver vinterferieaktivitet i Dronning Ingrid Hallerne næste år, men at der skal nytænkning til hvordan vi får budskabet ud.
Han fortæller, at der på trods af de færre deltagere ikke bliver et underskud for FUIK’s Venner at dække. Det er takket være vore samarbejdspartnere og den store hjælp Dronning Ingrid Hallerne har givet os.
Stor hjælp fra frivillige
Også de mange frivillige hjælpere har bidraget til nogle gode dage.
-Det har været helt fantastisk så mange, der foruden FUIK’s Venners bestyrelse, har trådt til for at være praktiske hjælpere eller sidde ved billetlugen, takker Jens Røschmann.