Børnehaven Valhalla vil have det grønne flag

FARSØ: Børnehaven Valhalla i Farsø satser på at få det grønne flag til at vaje over børnehaven inden længe.

Børnene fra Børnehaven Valhalla i Farsø på Aars Varmeværks vægt. Samlet vægt 2250 kg.

Børnehaveleder Birthe Pedersen og et par af børnene følger driftsoperatør Benny Palms arbejde i Affaldsvarmeværkets manøvrerum.

Derfor fulgte mange små nysgerrige øjne affaldsbehandlingen på Aars Varmeværk forleden, da 65 børn plus pædagoger besøgte Aars Varmeværk som led i projektet ”Natur og Genbrug”.

Farsø-børnene har samlet alskens henkastet affald fra veje og grønne områder i Farsø og omegn, og første step i Aars-besøget var Renovest-genbrugspladsen, hvor de afleverede det affald, som de havde fundet og sorteret.

– Vi ønsker gennem projektet at give børnene forståelse for, at affald er en ressource, som ikke skal kastes ud af bilvinduet og skæmme naturen, siger børnehaveleder Birthe Pedersen, Farsø. Målet er, at Børnehaven Valhalla – gerne inden sommerferien, kan få det grønne flag til at vaje over børnehaven.

Projektet betyder også, at børnene får at vide, hvad de forskellige affaldsfraktioner – f.eks. tomme dåser, kan anvendes til. Det skorter ikke på positive reaktioner på indsatsen.

– Eksempelvis standsede en ældre dame i bil forleden op, for at rose børnene da de var i færd med at samle affald op, fortæller Birthe Pedersen. Projektet smitter også af i hjemmene, hvor det ikke mangler formaninger om at samle affaldet og få det udnyttet til genbrug eller varme.

Børnehaven har tilmeldt to pædagoger til kursus i emnet, som fortsætter med henblik på erhvervelsen af det grønne flag og modning af ansvarsbevidst holdning til natur og miljø.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: