Af. Pia Olsen Dyhr, Formand for SF og Viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune Theresa Berg, SF
Mens Regeringen slås om billigere biler og skattelettelser for de rigeste, vokser tusindvis af børn op i fattigdom. Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 48.300 børn voksede op i fattigdom i 2016 og tallet er steget lige siden.
Regeringens eneste svar er at fjerne den fattigdomsgrænse, som den tidligere regering brugte. Og så klynger den sig i øvrigt til, at der er kommet lidt flere i beskæftigelse.
Det hjælper bare ikke nok. Og det retter slet ikke op på den geografiske skævhed, der er så tydelig i den nye rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Tallene viser for eksempel, at det særligt går ud over børn i nordjyske kommuner.
Børn bestemmer ikke selv deres forældre og deres livsvilkår. Social arv betyder, at forskellige former for ulighed og barrierer kan gå i arv fra forældre til børn. Eksempelvis risikerer børn, der har en utryg barndom, at ende i selvsamme situation som deres nære voksne.
Regeringens kontanthjælpsloft betyder, at børn vokser op i fattigdom uden at have skyggen af ansvar for deres egen livssituation eller mulighed for at handle sig ud af den.
De kommer til at skamme sig, lide afsavn og blive straffet for deres forældres arbejdsløshed. Derfor er kontanthjælpsloftet så fundamentalt forkert og dybt uansvarligt over for børn i det danske samfund.
Det er på tide at komme af med kontanthjælpsloftet. I en tid med økonomisk opsving må selv en blå regering have svært ved at forklare, hvorfor børn i Danmark skal vokse op i fattigdom.
Pia Olsen Dyhr besøger Nordjylland på mandag hvor hun blandt andet kommer til Vesthimmerlands kommune. Sammen med viceborgmester Theresa Berg Andersen fra SF, skal hun møde fagfolk, politikere og familier for at tale om mulighederne for at hjælpe børnefamilier, der er ramt af kontanthjælpsloftet.