Af: Jens Chr. Pedersen (S), Byrådsmedlem
I torsdags deltog jeg i et meget velbesøgt borgermøde om de planlagte VE-anlæg nord og syd for Holmevej.
Repræsentanter fra opstillere, rådgivere og Vesthimmerlands Kommune gjorde et ihærdigt forsøg på at oplyse om en meget kompliceret proces. Samtidig var der mange relevante spørgsmål fra salen, som afspejler den bekymring, der helt forståeligt er hos særligt de mennesker, der bor i de berørte lokalområder. Bekymringer på både kort og langt sigt. Det gælder trafikale problemer særligt i anlægsfasen og på lidt længere sigt værditabet på ens bolig og den markante miljøpåvirkning i de berørte menneskers lokalområde.
Der blev kraftigt opfordret til at indsende høringssvar, og jeg vil absolut tilslutte mig den opfordring.
Det er dog noget af en opgave at få overblik over det tilgængelige materiale. Over 1.440 sider kompliceret tekst og billeder gør det nærmest umuligt at sætte sig fuldt ind i proces og konsekvenser. Alligevel håber jeg, at mange vil bruge muligheden for at indsende høringssvar, så vi kan få alle perspektiver med.
Der var en del spørgsmål vedrørende værditab og salgsoptioner, som ikke kunne besvares. Derfor en opfordring til, at man ved lignende møder har en repræsentant fra taksationsmyndighederne med.
Som bekendt siger Socialdemokratiet nej til solceller nord for Holmevej. Vi mener, at man skal kunne regne med en kommuneplan, der anviser plads til VE-anlæg i Svoldrup Kær syd for Holmevej.
Vi anerkender fuldt ud behovet for grøn omstilling, men vi har brug for en national plan for en fair fordeling at VE-anlæg. Vesthimmerland løser allerede nu en væsentlig del af denne opgave.
