Borgerligt valgforbund frem mod regionsrådsvalget

NORDJYLLAND: De tre borgerlige partier Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige går sammen i et bredt borgerligt valgforbund til det kommende regionsrådsvalg i Nordjylland.

Målet er klart, man ønsker at vælte den siddende regionsrådsformand Ulla Astman og erstatte hende med en borgerlig formand.

-Med Danmarks længste ventelister, lægemangel og et stigende bureaukrati er det for alvor tid til forandring i regionen, og det bestræber vi os på at sikre gennem et fælles mål om at sikre en ny formand i regionen, udtaler Venstres spidskandidat Mads Duedahl.

Nærhed og et sammenhængende sundhedsvæsen er afgørende for de tre partier:

-Region Nordjylland er i dag kendetegnet af en enorm trang til centralisering og total mangel på forståelse for, at sundhed skal udvikles lokalt og tæt på borgerne, for at skabe tryghed og værdighed for de mange ældre nordjyder, der ikke er så mobile, siger Dansk Folkepartis spidskandidat Ib Madsen.

Ved de seneste to valg har der været meget tæt løb mellem rød og blå blok, hvorfor der er stor optimisme for, at det nu er tid til forandring:

-Vi har en historisk chance for at få borgerligheden på dagsordenen i regionen. Vi skal vise nordjyderne, at de fortjener et bedre og mere borgernært sundhedsvæsen. Vi skal ikke lade os nøje, men have forventninger til, at vi i fremtiden kan få et bedre eller lige så godt sundhedsvæsen, som man har i resten af landet, og samtidigt have fokus på at få mest for pengene, slutter Nye Borgerliges spidskandidat til Regionsrådet Gitte Bundgaard.

FAKTA:
De tre partier vil bl.a. gøre det til fælles mærkesager at:
• Skære i antallet af konsulentydelser for at få penge til flere sygeplejersker
• Sikre at de lokale sundhedstilbud udvikles, så der stadig er læger og sundhedstilbud tæt på nordjyderne 
• Sikre et bedre samarbejde mellem kommuner og regioner, så sundhedsvæsenet i fremtiden er klar til de mange udfordringer man står over for
• Lytte til borgerne og inddrage dem i langt flere beslutninger, så man ikke lukker lægevagter og andre vigtige tilbud, uden den rette borgerinddragelse    

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: