HVALPSUND: Ikke mindre end tre dage kunne gøre det, nemlig at fejre Hvalpsund Borgerforenings 100 års jubilæum. En forening der har gjort et uvurderligt stykke arbejde for Hvalpsund gennem alle årene.
Af gode grunde kunne stifterne af foreningen ikke deltage, men de blev betænkt, da jubilæet blev markeret af forskellige arrangementer.
Torsdag eftermiddag havde borgerforeningen inviteret sine medlemmer til en reception i foreningens lokaler på Hestbækvej.
Lørdag eftermiddag indviede borgerforeningen det historiske logihus, som blot er et af de omfattende projekter som foreningen har stået for igennem de seneste år. Det særlige ved logihuset er dog, at det har samme alder som foreningen selv, og bevidner en særlig fremgangs periode for Hvalpsund, nemlig da banen kom til byen.
Lørdag aften inviterede borgerforeningen til festmiddag i teltet opstillet på Havnepladsen med 150 spisende. Efter middagen bød Bjørn og Okay op til dans og endnu flere Hvalpsund borgere sluttede sig til festen, som varede til et godt stykke ud på natten.
Allerede søndag formiddag var teltet klar igen. Nemlig til gratis morgenkaffe og torvedag. Invitationen var ikke til at tage fejl af. Køen igennem teltet til de gratis rundstykker og kaffe var meget lang, og efter de var indtaget blev der handlet livligt hos torveboderne, som forretninger fra Farsø og Hvalpsund stod bag. Udenfor teltet fandt man sejlklubben Nautilus med deres optimistjoller og robåd, ligesom Hvalpsund Golfklub, Produktionsskolen Kongshøjgård og en hestevogn stod for aktivitet.
På pladsen fandt man også 25 veterantraktorer, der i det gode sommervejr trak opmærksomhed. I det hele taget var der det liv på Havnepladsen, som hører så godt til i Hvalpsund.