GEDSTED: Hvert minut tæller, når en person falder om med hjertestop eller er involveret i en ulykke. Det kan rent faktisk betyde forskellen mellem liv og død, at der hurtigt bliver givet førstehjælp og evt. hjerte-lunge massage indtil paramedicinerbil eller ambulancen når frem.
I Gedsted er der til tider en lang responstid, hvilket skyldes byens geografiske beliggenhed i udkanten af Region Nordjylland.
Men det er ikke ensbetydende med, at borgerne ikke vil føle sig trygge i deres egen by.
Gedsted har allerede installeret to hjertestartere, den ene hænger ved indgangen til Gedsted Hallen, mens den anden befinder sig ved Medborgerhuset på Torvet – men de skal også kunne bruges.
Derfor er fire lokale firmaer gået sammen om at tilbyde endnu flere af byens borgere – et gratis førstehjælpskursus inkl. brug af hjertestarter. Kort og godt for at redde flere liv i Gedsted, hvis uheldet skulle være ude.
Kurset henvender sig til de borgere, som har lyst og mulighed for at rykke ud i Gedsted og yde førstehjælp.
Førstehjælpsholdet er interesseret i borgere i alle aldre, og som kan træde til på forskellige tider af døgnet(mulighed for valg), men forudsætningen er naturligvis at man befinder sig i Gedsted i de perioder man er tilmeldt og kan rykke ud.
Førstehjælpskurset finder sted her i slutningen af marts, og efter kurset bliver de nyuddannede førstehjælpere en del af SMS-kæden i Gedsted via Falck, der betyder, at man kan være med til at redde en medborger, indtil Falck når frem.