FARSØ: Klassikere, nye bestsellers, skønlitteratur, faglitteratur, bøger for alle aldre…og masser af gode tilbud. Den sidste weekend i januar bliver forvandlet til en sand bogfest, når boghandlerne landet over, heriblandt Rabøl Bøger & papir i Farsø Rådhuscenter inviterer til årets største bogudsalg. Startskuddet lyder idag lørdag kl. 9.00.
Gode bøger og gode tilbud – det kræver god tid. Derfor begynder årets store bogudsalg en lørdag og der tages naturligvis også imod ivrige bogfans om søndagen, hvor der er åbent fra kl. 10.00 -15.00.
– Vore erfaringer siger, at kunderne er rigtig glade for, at udsalget er flyttet fra en hverdag til weekenden. De behøver ikke at stresse rundt for at nå det, og for mange har bogudsalget udviklet sig til en hyggelig familietradition, hvor alle følges ad og får en hyggelig dag ud af det, fortæller Maibritt Johnsen fra Rabøl Bøger og papir. Og det er en god idé at tage hele familien med:
– Vi har masser af gode tilbud i alle genrer og for læseheste i alle aldre, lover hun.
Gode weekend-tilbud og bredt udvalg
Og det kan godt betale sig at stå tidligt op i den kommende weekend, hvor der er bogudsalg. Der er nemlig særligt gode weekendtilbud at komme efter. Nogle af dem er Jussi Adler- Olsens storsællert ”Journal 64”, der kan købes til halv pris – 149, 95, hvilket også er weekendprisen for de populære ”Den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt” af Jonas Jonasson, ”Elefantpassernes børn” af Peter Høeg og ”Min broders vogter” af Leif Davidsen.
Andre gode weekendtilbud er Meyers Bageri og Meyers Salatværksted til 79,95 – en besparelse på op til 220 kr.
I det hele taget er det en god idé at tømme sparebøssen og give sig god tid hos den lokale boghandler. Der er nemlig masser af bog-guf på alle hylder med besparelser på op til 90 %.
– Vi har gjort os megen umage med at sammensætte et rigtig godt og bredt udvalg med priser, der er banket helt i bund. Der er masser af både skønlitteratur og faglitteratur, aktuelle og ældre bestsellers, historiske romaner, krimier, børnebøger og meget mere, fortæller Maibritt Johnsen, der forventer, at biografier, romaner og fagbøger om familieliv, mad og bolig bliver store hits i dette års udsalg.
Der er også ældre, men stadig stærke titler på hylderne. Har man stadig Jean M. Auels legendariske serie til gode, kan man for 10 kroner få seriens første bind, Hulebjørnens Klan med sig hjem. For andre kan den være et glædeligt genlæs, inden sjette og sidste bind i serien udkommer 29.marts.
Find inspiration i kataloget
I disse dage husstandsomdeles det store udsalgskatalog fra Rabøl Bøger og papir. Det kan også allerede nu ses på www.farsoavis.dk i en bladrefunktion.
Det kan anbefales at studere kataloget grundigt hjemmefra. Der er meget godt at komme efter, og som altid ved bogudsalget, er det ”først til mølle”, der gælder.
– Vi er helt klar til at tage godt imod alle, og håber at kunne trække en masse kunder til en god dag i bøgernes verden. Der er hits for alle læselystne, og samtidig er der masser af muligheder for at få inspiration og at få øje på nogle bøger eller emner, man ellers ikke er opmærksom på, siger Maibritt Johnsen.