Bliv klogere på uglerne i Vesthimmerland i vinterferien

UHREHØJE: Fredag, hvor nogle starter deres vinterferie og andres vinterferie lakker mod enden, inviterer naturvejleder Karin Winther og Natur Rangerne på en aftentur i Uhrehøje Plantage, hvor man året rundt kan høre den karakteristiske – og måske lidt uhyggelige – tuden fra Natuglerne.

Man skal kigge godt efter for uglerne er godt kamufleret i træerne. I stedet kan man gå efter deres tuden.

-Jeg var så heldig at have 1. parket til uglekassen, hvor jeg fulgte natuglerne og ugleungerne til de forlod kassen. Lige nu hører vi dagligt natuglerne ved naturbasen i Uhrehøje, så de indledende øvelser til dette års ynglesæson er i fuld gang, fortæller Karin Winther og fortsætter: 

Sidste år rykkede uglemor ind i uglekassen midt i marts, men hele vinteren har hun holdt udkig ud over Tandrup Sø fra en Skaldeslugerkasse.  Spændende bliver det om hun rykker tilbage til sidste års kasse, hvor jeg har fået opsat webkamera, så vi kan følge med i hvad der sker inde i kassen.

Sidste år kunne Karin Winther observere uglemor og ugleunge i Uhrehøje

Først information
Ugleturen på fredag starter med information om de forskellige ugler, som findes i Vesthimmerland.

-Jeg og Nature Rangerne medbringer udstoppede modeller, for der er mange som kun har hørt og ikke set uglerne i virkeligheden. Denne aften kan vi også fortælle positive nyheder om den lille og udrydnings truede kirkeugle, som tidligere var almindelig i Danmark, men hvor der nu kun er 13 – 15 par tilbage og det primært i Himmerland.

Så ud på ugleruten
Efter formidlingen tager vi på tur på uglerute i skoven med lommelygte. Gennem skoven satser vi på at høre natuglernes tuden, da de er særligt aktive mellem december og februar, hvor de tuder for at forsvare deres territorium og rede, ligesom de ved at tude kan informere hinanden om eventuelle farer.

Karin Winther fortæller at turen er på ca. 5 km og da det er mørkt skal man huske at tage sin lommelygte med.

Natugleturen slutter af ved naturbasen, hvor Nature Rangerne har tændt bål og byder på en kop varm kakao.

Vinterferie tip – Sov med ugler
Karin Winther vil også gerne tippe om, at der også er ynglende natugler på naturbaserne i Jenle Plantage og Aars Skov, hvor man også kan overnatte.

-Et Vinterferie Tip kunne jo være at pakke soveposen og tage en gratis overnatning med ugletuden.  Kryb gerne i to soveposer så du kan holde varmen og sørg for at have lidt varmt at spise og drikke, så får man en oplevelse af de ekstraordinære gode af slagsen, opfordrer naturvejleder Karin Winther.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: