FARSØ: Efter en sommerferie, som har budt på spændende lejrture til Vendsyssel og kanotur på Gudenåen, er de blå spejdere i 1. Farsø Flok & Trop nu klar til at tage hul på et nyt spejderår.
Et år, hvor man bl.a. kan glæde sig over, at der snart kommer nyt tag på det smukke spejderhus i søanlægget.
– Vi har haft et rigtig godt forår hos de blå spejdere, hvor det ret hurtigt lykkedes for os at indsamle mere end kr. 200.000 til et nyt stråtag på spejderhuset. Et tag, som vi forventer at få lagt på i løbet af efteråret. I samme periode har vores dygtige ledere taget sig af det, som det hele drejer sig om, nemlig at tilbyde gode spejderaktiviteter til børn og unge, og så har vi markeret os i bybilledet med strandrensning ved Hvalpsund, vores traditionelle 4. maj parade og som noget nyt har vi i år også stået for at arrangere en velbesøgt Sankt Hans Fest i søanlægget, fortæller Per Lyngby, der sammen med grupperådsformand Per Havbro har været involveret i arbejdet med at søge fondsmidler hjem til det nye stråtag.
De blå spejdere i Farsø tilbyder spejd for børn fra 0. klasse og opefter. Man har gennem de senere år formået at få nogle af gruppens egne spejdere med som ledere, men er altid klar til at modtage nye unge og voksne, som kunne tænke sig at være med til at stå for spejderarbejdet i gruppen.
Gruppen tyvstarter i øvrigt lidt, idet man i dag søndag i forbindelse med FarSØfesten kan besøge ”Spejder Cafeen” i spejderhuset lige op ad byfestpladsen.
