BJØRNSTRUP: I dag blev seks nye vindmøller ved Bjørnstrup mellem Gundersted og Blære indviet. Møllerne er opført af HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab), har været syv år undervejs og står nu klar til at producere grøn strøm, der svarer til cirka 20.000 husstandes forbrug.
Byrådet i Vesthimmerlands Kommune besluttede at lægge rammer til Bjørnstrup Vindmøllepark i 2022.
-Vi har som kommune et ansvar for at understøtte den grønne omstilling, og det gør vi blandt andet ved at stille arealer til rådighed for vedvarende energi. Det er altid en balance mellem udvikling og hensyn. Vi ved, at vindmøller forandrer landskabet, og vi ved, at de også vækker følelser. Derfor har det været vigtigt for Byrådet, at møllerne ikke bare tager – men også giver. Med møllerne følger midler, som er med til at understøtte nye udviklingsmuligheder i de berørte lokalsamfund. Og det er kun naturligt, at det er de lokale fællesskaber, der administrerer dem, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).
Midler til livet i lokalsamfundet
Over de næste ti år vil mølleprojektet bidrage med 4,5 millioner kroner til almennyttige tiltag og aktiviteter i lokalområdet via borgerforeningerne i Gundersted, Blære, Ejdrup og Hornum.
-HOFOR vil gerne bidrage til, at danskerne får mere strøm fra sol og vind i stikkontakten i tæt samarbejde med kommunerne. Vindmølleparken er et resultatet af et sådant godt samarbejde, og det er også vigtigt for os, at møllerne giver tilbage lokalt. Derfor følger også penge med til de nærmeste berørte byer. Borgerforeningerne forvalter pengene til almennyttige tiltag, fordi det er dem, der berøres mest, der skal kompenseres – og derudover er det også her, man bedst ved, hvordan midlerne giver værdi lokalt, siger Susanne Juhl, der er bestyrelsesformand i HOFOR og var til stede ved indvielsen.
Ud over tilskuddet til de lokale borgerforeninger følger der med møllerne en lovpligtig ‘Grøn pulje’ på cirka 3,4 millioner kroner til projekter i lokalsamfundet. HOFOR indbetaler pengene til Vesthimmerlands Kommune, som administrerer puljen.
De nærmeste naboer inden for 1200 meter fra nærmeste mølle får mulighed for at søge andel i møllernes indtjening i form af den såkaldte VE-bonus. Det er et skattefrit beløb, som udbetales årligt i hele møllernes levetid.
Kirkeveto forsinkede projektet
HOFOR startede vindmølleprojektet op i 2018. Årsagen til, at møllerne har været syv år undervejs, er blandt andet et såkaldt ‘kirkeveto’, som Viborg Stiftsøvrighed nedlagde i 2021 – med henvisning til den visuelle påvirkning af Gundersted Kirke.
-Processen omkring møllerne i Bjørnstrup har vist, hvordan et lokalt projekt kan få national betydning – det blev for alvor sat på landkortet, da vi stod fast i sagen om kirkevetoet og fik medhold fra den daværende indenrigs- og boligminister, Kaare Dybvad Bek, som kom på besøg og traf en afgørelse, der gjorde det muligt at komme videre med projektet, siger borgmester Per Bach Laursen.
Kort efter Kaare Dybvad Beks afgørelse til fordel for Vesthimmerlands Kommune i 2022, vedtog byrådet projektet.
-Den grønne omstilling er ikke noget vi får – det er noget vi skaber sammen. Danmark har brug for mere grøn strøm hurtigere. At seks møller her i Vesthimmerland udgør halvdelen af alle nye landmøller i Danmark sidste år, siger noget om vores fælles ansvar og vores handlekraft. Jeg håber, at vi her fra Nordjylland kan inspirere andre – både til at handle og til at samarbejde, siger Per Bach Laursen.
Anlægsarbejdet kunne derfor begynde sidste år, hvor lokalsamfundet blev inviteret til ’åben byggeplads’ i november 2024 – et tilbud, som omkring 250 lokale benyttede sig af.
De nye møller erstatter seks ældre og mindre møller i området, som HOFOR har opkøbt og nedtaget.
Projektets forløb:
•2018: Projektudvikling: HOFOR begynder arbejdet med at udvikle Bjørnstrup Vindmøllepark.
•2020: Fordebat : Vesthimmerlands Kommune igangsætter fordebat om projektet.
•2021: Sagsbehandling og høring : Byrådet igangsætter den formelle sagsbehandling med en offentlig høring.
•2021: Et kirkeveto skaber usikkerhed om projektet . Viborg Stiftsøvrighed indgiver et såkaldt ’kirkeveto’, som kræver behandling og sætter arbejdet i bero. Daværende indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek i Gundersted i 2022 afgør sagen til fordel for Vesthimmerlands Kommune.
•2022: Meningsmåling: En meningsmåling fra januar 2022 viser, at et lille flertal blandt borgerne i kommunen er positive: Undersøgelsen, som er foretaget af Analysebureauet Megafon for HOFOR, viser, at 56 procent af borgerne er positive over for vindmølleprojektet ved Bjørnstrup, mens 14 procent er negative. Herimellem er en større gruppe af borgere, 29 procent, der hverken er positive eller negative. En supplerende undersøgelse foretaget i en 5 kilometers radius fra projektområdet, viser, at 46 procent af borgerne i nærområdet har en positiv indstilling til projektet, mens 37 procent er negative. Resten er neutrale.
•2022: Vesthimmerlands Kommune godkender projektet: Projektet stemmes igennem af et flertal i byrådet (19-7). Planklagenævnet afviser efterfølgende alle indkomne klager.
•2023: Investeringsbeslutning og udbud. Endelig investeringsbeslutning træffes i maj. Kontrakt med mølleleverandør om levering af møller indgås i august.
•2024: Anlægsarbejde : Anlægsarbejdet påbegyndes i maj.
•2025: Indvielse: Møllerne indvies 2 maj 2025.
Kilde: HOFOR