Bierne i kirke

FARSØ: Farsø KFUM spejdernes yngste gruppe ”Bierne” var sidste onsdag på besøg i Farsø kirke.

Præsten havde en stor kuffert med, og så skulle ”Bierne” gætte hvad der var i den. Måske præsten havde bamser med, eller legetøj? Det var en kjole – en præstekjole! Præsten tog den på, og han skulle også have en sjov hvid krave på. Det var lidt fjollet med en mand med kjole på, synes ”Bierne” men sådan skal en præst altså se ud når han arbejder.

Så viste præsten de unge spejdere, den døbefont, hvor de fleste af dem engang var blevet døbt. Den var pyntet med udskæringer af løver og nogle menneskehoveder, som var Jesus. Det var for at vise at det gode altid vinder over det onde! Så prøvede ”Bierne” at sidde på knæfaldet ved alteret, mens præsten viste den nye altertavle, og fortalte om et lille fladt brød og noget vin man kan få når der er gudstjeneste.

Spejderne fik også lov til at komme op på prædikestolen, men der var så høje sider på, at de slet ingenting kunne se. Så de blev en efter en løftet op så de kunne se ud over hele kirken. Bagefter prøvede spejderne også at spille på det store kirkeorgel – tænk man kunne endda også spille med fødderne!! Afslutningsvis fik ”Bierne” en god historie og sang deres bi-sang. Nu da de havde lært lidt om kirken, var de klare til at deltage i gudstjenesten i søndags.

Bierne mødtes i våbenhuset og ventede på, at alle de andre folk var gået ind i kirken. Da kirkeklokken havde ringet og orgelmusikken brusede skulle de gå ind i kirken sammen med de store spejdere. De havde et stort flag med, som kunne nå næsten helt op til loftet – eller i hvert fald lysekronerne! De gik forrest ind og så kom Bierne bagefter med hvert deres lille flag. Så blev der sunget nogle sange og nogle billeder af nogle seje traktorer på marken blev også vist frem. Denne dag var det kun præsten som måtte komme op på prædikestolen og mens han fortalte noget til de voksne, fik hver af Bierne en taske med diverse bøger, bamser og legesager i, som de kunne hygge sig med imens. Dernæst var Bierne med til alters, hvor de smagte det lille flade brød, som præsten havde fortalt om! Da den sidste sang var sunget, skulle Bierne igen gå ud med sine flag.

Efter gudstjenesten blev Bierne inviteret hjem til deres bi-ledere til middagsmad og hygge. Her smurte de selv deres rugbrødsmadder. Det var rigtig hyggeligt og Bierne legede både tigre, løver, byggede høje tårne og tegnede nogle flotte tegninger. Dagen sluttede af med, at bierne hjalp til med at skrælle og rive nogle æbler, piske flødeskum og lave en lækker lagkage. Den blev spist med stort velbehag, og det var nogle trætte bier der nu kunne tage hjem, for som de sagde – Det var godt nok hårdt at være i kirke – men det har været hyggeligt.  Ja man må yde for at nyde, og nu har bierne gjort sig fortjent til mærket ”Kirke”, til deres flotte bi t-shirts.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: