VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Biblioteker er meget mere end bøger på hylderne. Fællesskaberne spirer på de fire biblioteker i kommunen.
Her mødes borgere blandt andet i strikke- og hæklefællesskaber, kreative værksteder, spil- og netværkscaféer, hvor snakken går, og relationer opstår på tværs af alder og baggrund. Fælles for aktiviteterne er, at de er gratis, uformelle og åbne for alle – man møder blot op.
Nye fællesskaber er velkomne
-Biblioteket er et sted, hvor man både kan være sammen og være sig selv. Fællesskaberne giver mulighed for fordybelse og for at mødes om noget meningsfuldt – uanset om det er garn og strikkepinde eller livets store og små spørgsmål. Samtidig er biblioteket et demokratisk rum, hvor der er plads til åben dialog og forskellige perspektiver, siger biblioteksleder for Vesthimmerlands Biblioteker, Finn Christiansen
Derfor er der også en klar invitation til borgerne: Hvis man har en idé til et nyt fællesskab, er biblioteket åbent for dialog og samarbejde. Det kan være alt fra læse- og samtalegrupper til kreative, kulturelle eller sociale initiativer. Biblioteket stiller rammerne til rådighed – resten skabes sammen.
Tre nye fællesskaber
For nylig er der opstået et fællesskab for mænd, hvor en flok modne herrer hver uge mødes og vender verdenssituationen og en gruppe af ungeambassadører, hvor unge mennesker læser sammen, taler om bøger og forsøger at inspirere andre unge læseheste.
Meget mere end bøger
Biblioteket er således et levende mødested – og meget mere end bøger, hvor mennesker finder sammen i fællesskaber om interesser, nysgerrighed og gode samtaler – og hvor der er plads til både kreativitet, fordybelse og nærvær.
