Af: Ulrik Mark Jensen, Kandidat til Regionsrådsvalg 2025, Konservative Vesthimmerland
Regionens forretningsudvalg er kommet frem til, at fremsende forslag om en parkeringsafgift for alle, ved det nye supersygehus i Aalborg øst.
8 kr. pr time eller en “eksklusiv” ordning, for personalet på 250 kr. om måneden – 3000 kr. om året !!!!
Vil en borgerlig ledet region virkelig fremme en skjult skat, for børnefamilierne samt personale og brugere i landdistrikterne ??
Efter min mening er det fuldstændig uanstændigt, at man overhovedet overvejer det.
Det vil direkte ramme de af personalet fra landdistrikterne, der i forvejen bruger megen tid og penge på at komme frem på job. Hertil vil det ramme de af personalet, som er børnefamilier og har behov for den fleksibilitet, en bil giver dem i hverdagen.
Anlæggelse og vedligehold er nogle af begrundelserne for at pålægge denne afgift. Jeg mener at argumenterne for ikke at opkræve det nærmest står i kø.
Specielt i et budget på så stort et byggeri og til så stor en arbejdsplads, virker det nærmest uansvarligt, ikke at have taget denne udgift med i beregningerne.
Politisk vil det helt sikkert komme med argumentet om, at pengene kun kan bruges en gang, og man ikke ønsker at tage det fra patienterne.
Ba-hum-buk – det er der INGEN der vil. I det store budget, som regionen råder over, er jeg sikker på, at der kan prioriteres anderledes på mange andre punkter.
De nuværende regler ved sygehusene fungerer ganske udmærket! Og jeg er sådan set helt ligeglad med, hvad man gør ved andre supersygehuse.
Jeg synes det handler om ren og skær ordentlighed og at vi i det nordjyske, skal sikre at man har en attraktiv arbejdsplads hvor man som personale, ikke pålægges en yderligere skat for at møde på job – men hellere belønnes.
At vi ikke tager betaling fra de borgere og deres pårørende, der bliver ramt af sygdom uanset om det er akut eller længerevarende.
For mig handler politik om holdninger og værdier! Som socialkonservativ vil jeg aldrig komme til at stemme for en Mr. Scrooge-model, som der lægges op til, og jeg tager gerne kampen op!