Benzinpenge skal gøre godt i Strandby

STRANDBY: Anne-Mette Kristensen fra Go’On i Strandby har netop indgået en sponsoraftale med den lokale Strandby Borgerforening, som gerne skulle kaste nogle penge af sig til gavn for byen.

Julemarkedet i Strandby var en god anledning til at fortælle om Strandby Borgerforenings nye aftale med den lokale Go’On, som går ud på, at for hver liter benzin der tankes i Strandby, så går der 5 øre tilbage til byen. Her ses formand for Strandby Borgerforening Kaj Ove Bunde og indehaver af Go’On Strandby, Anne-Mette Kristensen

Anne-Mette Kristensen kalder aftalen for en ”Yd & Nyd” aftale. Den går kort og godt ud på, at for hver liter benzin, der tankes ved Go’On’s standere i Strandby, så går 5 øre til Strandby Borgerforening og dermed tilbage til byen og nye aktiviteter.

Strandby Borgerforening skal til gengæld hjælpe til ved specialarrangementer hos Go’On i Strandby og ved egne arrangementer, såsom fastelavn, oktoberfest o.lign. gøre opmærksom på ordningen og gøre en aktiv indsats for at få de lokale til at tanke lokalt.

Anne-Mette Kristensen fortæller at de 5 øre, gives uanset om tanker på kort eller betaler kontant. Dermed kan det godt være en betragtelig sum, når den gøres op om et år og tilfalder den lokale borgerforening.

Formand for Strandby Borgerforening, Kaj-Ove Bunde glæder sig meget over initiativet fra Go’On, som borgerforeningen naturligvis straks sagde ”Ja,tak” til.

– Vi vil indenfor kort tid omdele en lille flyer til husstandene i Strandby skoledistrikt for at fortælle om ordningen. Med flyeren håber vi også, at få nogle ideer og projekter til hvordan pengene fra Go’On kan bruges, slutter Kaj-Ove Bunde.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: