FARSØ: Indtil nu har det meget omskiftelige sommervejr ikke været med hverken sælgere eller købere på det ugentlige bagagerumssalg i Farsø. I dag var det dog helt anderledes.
Bagagerumssalget i Farsø er et tilløbsstykke for såvel købere som private sælgere. I dag var P-pladsen foran Farsø Rådhus fyldt med over 75 sælgere og handelspladsen trak som en magnet.
Sommeren havde meldt sin ankomst og ligeledes gjorde et godt stykke over 75 bagagerumssælgere der mødte tidligt op fra morgenstunden for at sikre sig en standplads. Dermed blev både p-pladser og omkringliggende græsarealer ved rådhuset i Farsø taget i brug.
Ferietiden var også sat ind, så både lokale borgere og områdets besøgende lagde vejen omkring det populære marked, som bød på alt godt fra glas, tallerkner, bøger, værktøj og legetøj til blomster og tøj. Kort og godt det der er blevet til overs i pulterkammer, garage og have og fortjener en ny ejer.
Sæsonen for bagagerumssalget i Farsø er langt fra slut, idet der hver lørdag frem til udgangen af august, er mulighed for at slå mange gode handler af endnu.