Bådkoncert blev til havnekoncert – FOTOS

HVALPSUND: I skønt sommervejr, fik Hvalpsund her til aften mulighed for at afholde det første større arrangement efter corona.

I to år har Hvalpsund Borgerforening måttet aflyse Havnefesten og det samme har været gældende for Hvalpsund Færgekro’s sommermusik.

Tilbuddet fra KulturKANten om at afholde koncert på havnen i Hvalpsund med Thomas Blum og gæster, kom derfor som et kærkomment plaster på såret. Rent faktisk fik Hvalpsund i løbet af kort tid stablet et helt arrangement op om omkring koncerten. Der skulle nogle få telefonopkald til, og så var byen oppe i omdrejninger igen.

Det var oprindeligt planen at Thomas Blum skulle spille fra sin båd, som ville lægge til i Fiskerihavnen. Men desværre haverede båden og heller ikke forsøg med en muslingekutter ville lykkes. Derfor blev koncerten flyttet til græsarealet, hvor havnefesten normalt finder sted.

 

Man kan kalde det held i uheld, for pladsen lokkede folk til fra sidst på eftermiddagen, hvor boder med lokale specialiteter, bagagerumssalg og ikke mindst muligheden for at få noget at spise og slå sig ned med en øl, tiltalte rigtig mange. Dertil kom et lunt og tørt sommervejr.

Efter koncerten med Thomas Blum og gæster var færdig ved 20.30-tiden kunne folk, der havde mod på mere aftenhygge og god livemusik, rykke videre til færgekroens terrasse. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: