FARSØ: Et års besværligheder er nu langt om længe ovre for mekanikerne i Autogården. Den 15. januar sidste år fik store snemængder på taget værkstedet til at kollapse, og autoværkstedet måtte for en længere periode finde alternative lokaler i byen, indtil det nye værksted stod klar.
Autogården er nu helt og holdent flyttet tilbage på sin vante adresse på Nørregade 32, i en nyopført værkstedsbygning.
Den nye bygning kompenserer i den grad for det seneste års besværligheder for mekanikerne, med plads til tre ekstra lifte, højt til loftet, genvex system og varme i gulvet.
– Vi er meget tilfredse med resultatet, siger indehaver Peter Lindgaard. Det har været en lang og besværlig proces, men vi er rigtige glade for de nye faciliteter, hvor der er blevet mere plads og alt er nyt. Vi mangler lige den sidste belægning udenfor og derudover laver vi ændringer i den ”gamle” del af værkstedet, som ikke blev berørt af kollapset.
For udover reparation af biler, vil Autogården fremover også tilbyde dækhotel, hvor man kan få opbevaret sine sommer- og vinterdæk. Af samme årsag har Autogården investeret i en hjulvasker, således at hjulene er nyvaskede, når man skal have dem på igen.
– Også synshallen er også startet op på fuld kraft igen, oplyser Peter Lindgaard.
Vi forventer, at der bliver et åbent hus arrangement på et senere tidspunkt, når vi er helt færdige. Indtil da, er man naturligvis som kunde meget velkommen til at kigge ind og få et kig på det nye flotte værksted.