Autogaarden er blevet til Farsø Autoteknik

FARSØ: Den 1.oktober var der ejerskifte og navneskifte på Nørregade 32 i Farsø. Autogaarden blev til Farsø Autoteknik og ejerskabet gik fra Peter og Anne Marie Lindgaard til 25-årige Kristian Aagesen og 27-årige Anders Madsen.

Det der til gengæld ikke ændres på er, at der fra stedet drives automekanikerværksted.

Anders er udlært på Autogaarden
Anders Madsen har et særligt godt kendskab og forhold til Nørregade 32. Det var her – for 5 år siden – i 2017, han blev udlært som automekaniker hos Peter Lindgaard.

-Jeg kender dette værksted ud og ind, og der er kun ganske få ting vi vil ændre ved det. Dækhotellet skal være lidt større, fortæller Anders Madsen. og så bliver skiltene udenfor naturligvis skiftet til Farsø Autoteknik.  

Kort tid efter Anders Madsen var udlært automekaniker, faktisk kun ti måneder senere, købte han Ullits Autoværksted i hjembyen Ullits af Frank Pedersen. Autoværkstedet har han siden drevet alene samtidig med at værksted og privatbolig blev gennemrenoveret.

-Jeg er faktisk næsten lige blevet færdig, da det her dukkede op, siger Anders Madsen og kigger på Kristian Aagesen.

Kristian spurgte Peter om han ville sælge
Ja, det var mig der ringede til Peter (Lindgaard – red) for et halvt års tid siden for at spørge om han ville sælge, fortæller Kristian Aagesen. Og fortsætter: Vi vidste ikke hvad han ville svare. Vi kunne få et nej, men det gjorde vi ikke. Han ville vende tilbage.

Kristian Aagesen er fra Farsø og bor i dag mellem Holme og Aars. Egentlig kunne han have ført familiefirmaet videre som maskinhandler, men han ville være automekaniker. Han er udlært hos Autocentrum i Aars og har efterfølgende været flere steder for at få erfaring med flere bilmærker. Senest har han arbejdet hos en automekaniker i Nibe.

Supplerer hinanden godt
Anders og Kristian har kendt hinanden i mange år og det er også herigennem, at de har fundet ud af at de supplerer hinanden godt.

Som selvstændig automekaniker i Ullits kunne Anders sagtens fortsætte egen virksomhed, men at få en kompagnon som Kristian, som ønskede at være selvstændig kunne han også se mulighederne i – særligt i det topmoderne værksted i Farsø.

-Den mulighed kunne vi ikke lade os gå forbi, fortæller Anders Madsen. Vi overtager et værksted med et godt kundeunderlag, og så håber jeg også at mine kunder fra Ullits følger med.

Det var ikke fordi at Peter trak betænkningstiden i langdrag, men det var først for en måneds tid siden, at vi skrev under. Og som mange sikkert ved, der kiggede forbi til vores Åbent Hus den 1. oktober, så var Peter først lige rykket ud med de sidste plæneklippere dagen inden, og to dage senere – om mandagen var vi drift på værkstedet, fortæller Anders Madsen.

Lige til at flytte ind i
Men værkstedet var også lige til at flytte ind i. Alt fulgte med; lifte, værktøj o.s.v.. Peter og Anne Marie tog faktisk kun computeren og skrivebordet med. Derfor kunne vi også gå i gang fra dag 1 og tage imod kunderne.

Selvom der er ejerskifte og navneskifte, så fortsætter Anders og Kristian i kædesamarbejdet med Autopartner.

-Jeg var selv med i ”lillebroren” Teknicar, fortæller Anders Madsen. Autopartner giver nogle klare fordele med hensyn til sparring, uddannelse, markedsføring og ikke mindst garantier, som kommer kunderne til gode ved at komme til et certificeret værksted.  

Farsø Autoteknik reparerer alle bilmærker uanset årgang. Også el- og hybridbiler repareres på værkstedet.

Alle former for autoreparationer og service 
Farsø Autoteknik reparerer og servicerer alle bilmærker – også el- og hybridbiler. Det er naturligvis med fuld servicebog.

Begge er netop ved at færdiggøre uddannelsen som el-bilsteknikere, som der bliver god brug for. Heraf kommer også værkstedets nye navn.

Kristian fortæller at man gerne vil gøre mere ud af autoskader. Her tager vi over med forsikringen og gør bilen køreklar igen. Det er uanset om der er tale om et stenslag i forruden eller en større autoskade.

Som før nævnt er ønsket at udvide dækhotellet, så man kan gøre endnu mere ud af skift og salg af dæk og fælge. Men ikke mindst er der de almindelige vedligeholdelsesreparationer af bremser og styretøj samt klargøring til syn.

-Vi kan få levering af reservedele flere gange om dagen og vi har en ambition om at biler skal repareres samme dag som vi får dem ind, slutter Anders Madsen, der i øvrigt opfordrer kunderne til at følge facebooksiden, så man kan få de sæsonaktuelle tilbud.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: