Asfalteringen af hovedgaden fortsætter

FARSØ: I sidste uge var det cykelstierne i Nørregade og Søndergade som fik den store tur med ny asfalt. Fra i morgen torsdag og en uge frem gælder det selve kørebanen, som skal have helt ny belægning.

 Knud Erik Hansen fra Vesthimmerland Kommune fortæller, at man vil gøre alt for at trafikken glider mens arbejdet står på, dog med undtagelse af på fredag, hvor rundkørslen i den nordlige del af Nørregade bliver asfalteret. Her er man nødsaget til at afspærre helt og henvise bilister til Torupvej, Gråbølle og Røjbækvej som omkørselsveje. 

Ellers vil arbejdet foregå i etaper, så det også er til mindst mulig gene også for de beboere, der bor langs med strækningen. 

Knud Erik Hansen håber at det fine sensommervejr holder, da regnvejr ikke er det bedste når der asfalteres, og i givet fald vil kunne forlænge arbejdet.                 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: