FARSØ: I dag var det officielt ”Arkivernes Dag” og det benyttede det lokalhistoriske arkiv i Farsø til både at vise sine nye lokaler frem i stueetagen på Torvet 1, men også til en interessant udstilling
om en kendt Farsø virksomhed som har udviklet sig meget gennem årerne. Nærmere bestemt fra Torps Maskinværksted til Time Export.
Der blev hurtigt trangt i de ”nye” lokaler på Torvet 1, hvor mange medarbejdere med tilknytning til virksomheden gennem årene og andre kiggede forbi til et nostalgisk tilbageblik.
De første 14 år på Brixvej med start i 1955 havde fået titlen ”Fra Farbror til Hydraulik”. År, hvor Evald Torp efterkom mange specielle ønsker om arbejdsudførelser.
Firmaets næste periode er flytningen til Søndervang, hvor man i høj grad benyttede sig af egne medarbejdere til de forskellige opgaver et byggeri bød på. Inden Torp og medarbejderne tog det nye værksted i brug, blev der afholdt en Erhvervsudstilling deri i 1969.
Efterfølgende gjaldt det fremstilling af gravemaskiner.
I 1982 ændredes navnet til Torps Elektro- & Maskinværksted. Virksomheden fremstillede maskiner til møbelindustrien ved at lave laminerings-anlæg til den massive træproduktion.
I 1981 gjorde efterårsstormen det nødvendigt at fremstille materiale, der kunne bruges i skovene. Evald Torp startede med at konstruere en tang, der kunne tage rødderne op. Klippe-aggregatet blev monteret på gravemaskiner på larvebånd. Efterspørgslen fra forbrændingsanlæg på at kunne udnytte trærødder som brændsel betød, at der blev udviklet en neddeler, som fik navnet Strømas. Strømas neddeleren blev patenteret og står i dag på forbrændinger og deponier i verden.
Versalift Export – blev et lift eventyr, der startede i 1985 fra Farsø og til hele verden. Til stadighed udvikles liftene hos Time Export, her har man de seneste par år arbejdet med at udvikle fremtidens Versalift; VTL Linien.
VTL havde produktionsstart i 2018 og i 2019 forventer man at producere mere end 50 nye VTL lifte i Farsø.
Udstillingen vil også i måneder fremover kunne ses på Torvet 1, når der er adgang til huset.