FARSØ: Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn har gennem snart mange år holdt til på tagetagen, d.v.s.2. sal på Torvet 1.
Tagetagen vil også fortsat blive brugt som mødelokale for arkivets bestyrelse og som sorteringsrum for større indleveringer af lokalhistorisk materiale.
Men til glæde for arkivets brugere vil der nu være betjening i stueetagen på Torvet 1, hvor Lokalhistorisk Arkiv er rykket ind i lokalerne hvor turistkontoret tidligere holdt til.
-Vi er meget glade for at vore gæster fremover ikke skal ”kravle” helt op under taget for at besøge os, siger formand Bendt Thorup. Vi har da adskillelige eksempler på ældre og gangbesværede, der har afholdt sig fra at besøge os på 2 sal. I de tilfælde har vi naturligvis fundet en anden løsning og er kommet til dem. Men nu hvor muligheden har budt sig med stueetagen har vi grebet den. Det giver os samtidig også mulighed for at opstille vore plancheudstillinger i midtergangen.
Arkivleder Bodil Nielsen, der to eftermiddage om måneden tager imod gæsterne i arkivet, er også meget glad for den nye placering i stueetagen.
-Det gør det en del lettere for både vore gæster og os selv. Vi har nu opstillet vore arbejdsstationer i stueetagen og kan sidde her og indscanne og registrere det vi får ind. Det er især en fordel, når det kun er en kopi til affotografering og registrering vi får.
Selvom arkivet har store bunker af arkivmateriale der skal registreres, så er man også bevidst om, at man hele tiden skal være klar til at tage imod materiale der kan have interesse for arkivet og eftertiden, ellers kan det gå tabt.
-Derfor vil vi meget gerne have henvendelser i forbindelse med eks. dødsboer, hvor der kan dukke materiale op som kan have vores interesse, opfordrer Bodil Nielsen, der oplyser at man i det tilfælde kan ringe til arkivet og høre nærmere.
-Men vi er også interesserede i mere nutidigt materiale. Eksempelvis har vi fundet ud, at vi har meget lidt materiale fra den tid hvor virksomheder etablerede sig i Farsø. Eksempelvis fra den tid hvor Farsø havde en del møbelindustri – altså i 1980’erne og 1990’erne. Men også håndværkerfirmaer er vi meget interesserede i materiale om, siger Bodil Nielsen.
Første gang Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn byder velkommen i sine nye lokaler er torsdag den 6. september.
Man kan fremover indlevere eller få fremvist materiale i stueetagen på Torvet 1, når arkivet har åbent to eftermiddage (første og sidste torsdag) om måneden.
Arkivets skiftende plancheudstillinger vil der også være lejlighed til at se.