FARSØ: Forleden var der arbejdsdag i Bakkegårdens Børnehave i Farsø – og sikke en arbejdsdag! Solen skinnede fra skyfri himmel hele dagen, og mange forældre havde fundet sig tid til at give en hjælpende hånd. Det var hovedsageligt legepladsområdet som stod for tur.
Der blev arbejdet med både store maskiner og ”små håndførte”. Udeområdet ved Bakkegårdens Børnehave har fået en oprydning og opfriskning.
Personalet og bestyrelsen havde lavet små arbejdsgrupper, hvor forældre på forhånd kunne skrive sig på. Der var mulighed for alt, lige fra generel oprydning, havearbejde, malerarbejde og en fremtryllelse af mad til det arbejdende folk i køkkenet.
Et af de helt store indsatsområder var at få fjernet træer, buske, flyttet sand og mange gamle bildæk fra den del af udeområdet, hvor der fra den 1. september 2011 skal være vuggestue. Det er planen, at der skal laves et helt nyt område til de mindre vuggestuebørn, hvor der skal være plads til en overdækket terrasse til barnevogne, solafskærmning mv. Planen herfor er endnu ikke helt på plads, men i hvert fald skulle området ryddes, og ved hjælp af minigravere og rendegraver gik det helt som en leg.
Oprydningen i det gamle skur gav anledning til adskillige ture til kommunens genbrugsplads. Malerholdet fik sat kulør på legehus, bænke og skur mens haveholdet plantede flotte blomster og højbede til, i de flotteste farver.
Om eftermiddagen blev der serveret kaffe og kage til de mange fremmødte forældre og naturligvis også til alle husets børn, som fik en fantastisk oplevelse. Især drengene var meget imponerede over de mange maskiner. Arbejdsdagen sluttede af med fællesspisning på terrassen. Menuen stod på pasta og kødsauce med salat og brød, som var indkøbt og tilberedt af madholdet i løbet af dagen.
Bakkegårdens daglige leder Jane Bleiken er imponeret og super glad for det store fremmøde.
– De seneste år har der ikke været opbakning til en arbejdsdag, men i år har været helt fantastisk. Nogle forældre har været her i mange timer, og rigtig mange kom til ligeså snart de fik fri. Al hjælp er velkommen og utrolig værdsat, siger børnehavelederen.