HVALPSUND: Hvalpsund-Sundsøre Færgeri’s økonomi har igennem de seneste år været udfordret,
dels på grund af faldende billetindtægter og dels om følge af, at færgen er blevet 11 år og sejlet 60.000 timer. Med deraf øgende driftsudgifter og behov for renovering af fremdrivningsmaskineriet.
Færgebestyrelsen har tidligere arbejdet med planerne om at styrke erhvervslivet gennem en takstnedsættelse som på sigt kunne forventes at generere en større belægning. Tiltaget skulle kombineres med en øget markedsføring, og markedsføringsbudgettet blev i 2018 øget til 100.000 kr. Samtidig blev der fremsendt et budgetønske til byrådene i Skive og Vesthimmerland om en underskudsdækning fra hver af de to kommuner på 149.000 kr. ved nedsættelsen af erhvervstaksterne. I budgetaftalen for 2018 i Vesthimmerlands Kommune blev beløbet ikke optaget.
Færgebestyrelsen har i 2017 haft fokus på ny teknologi indenfor færgedrift, og har blandt andet været på studietur til Venø færgen. Som en af de første færger håndterer Venø hoteldriften dieselelektrisk ved hjælp af en stor batteripakke, der bliver ladet henholdsvis med landstrøm og fra skibets lysmaskiner.
På samme studietur blev færgebestyrelsen orienteret om de muligheder og tiltag, der er igangsat omkring el-drift af færger.
Færgebestyrelsen opfordrede efterfølgende administrationen til at arbejde videre med markedsføringen og muligheden for driftsreduktioner.
Administrationen har i 2018 arbejdet med tiltag til styrkelse af færgens økonomi i to spor, et markedsføringsspor, og et driftsoptimeringsspor.
Øget markedsføring
Der er indledt et samarbejde med firmaet Tankegang, som tidligere har markedsført Feggersundfærgen og Ballebrofærgen.
Det har resulteret i, at færgen er kommet på facebook og har i øjeblikket 477 følgere.
Samtidig er der igangsat en markedsføring overfor turisterhvervet på Salling og i Vesthimmerland, hvor ideen er, at rederiet laver en folder. Som bliver delt ud til turister på begge sider af sundet. I folderen giver de lokale turistvirksomheder et tilbud eller rabat til dem, der viser en billet fra færgen.
Den 12. november blev der afholdt et informationsmøde på færgen. Her blev det besluttet, at grundlaget for at arbejde videre med ideen var til stede.
Under informationsmødet blev der efterspurgt et forbedret samarbejde mellem færgeselskabet og golfklubberne på Salling i forbindelse med golfturneringen Made In Denmark.
Dette ønske kan imødekommes ved en forøgelse af sejlplanen i weekenden til hverdagsplanen, hvor Made In Denmark afvikles, således at tilskuere og hjælpere fra Salling har mulighed for at tage færgen og være i Gatten inden kl. 07:30.
Det overordnede mål for den øgede markedsføringen overfor turismen er, at generere tilstrækkelige merindtægter til at kunne nedsætte erhvervstaksterne.
Driftoptimering
Der er medio 2018 indgået en ny aftale om levering af brændstof til færgen, afregningen sker efter dagsprisen på oliemarkedet i Rotterdam tillagt et fast håndteringsgebyr. Den opnåede pris har vist sig at være væsentlig lavere end selskabernes listepris.
Færgens forsikringsportefølge er i øjeblikket i udbud, administrationen sigter på at indgå en ny 3-årig aftale, og set i lyset af det lave skadesforløb de seneste tre år, bør det udløse en lavere præmie.
På det teknologiske område er der undersøgt og prissat forskellig løsninger baseret på batteridrift. Disse løsninger har ikke været attraktive i forhold til en realistisk tilbagebetalingstid.
Akselgenerator
Administrationen arbejder i øjeblikket på et beslutningsgrundlag på at installere en akselgenerator på den ene hovedmotor. Det vil medføre, at generatoranlæggene vil kunne stoppes under normal drift, hvilket vil give en brændstofbesparelse her og nu, men også en levetidforlængelse af hjælpemotorerne på ikke under 10 år.
