SVOLDRUP/FARSØ: 17-årige Anders Vos Sørensen fra Svoldrup har været bidt af en cykel, siden hans far lokkede Anders på landevejen som 8-årig.
I dag betegnes han som et kæmpe cykeltalent med en lovende karriere foran sig. Han har netop tegnet kontrakt med Team Mascot fra Silkeborg, der kører løb i såvel i ind- som udland.
Samtidig har han påbegyndt sin lærlingetid som cykelmekaniker hos Vesthimmerlands Cykelcenter, der har butikker i såvel Farsø som Aars.
Blev bidt af en cykel
Det var såmænd ikke for at sætte en griller i hovedet på knægten omkring en fremtidig cykelkarriere, at far Flemming lokkede Anders med, nej det var såmænd for at få selskab på landevejen til lidt motion.
Men det skulle vise sig at cykling lige var noget for Anders, der i modsætning til mange af hans kammerater ikke havde den store interesse for fodbold. Og så fulgte han naturligvis med i Tour de France på tv.
Det varede ikke længe før at Anders kørte fra far Flemming og begyndte at træne selv. Han blev nogle år senere meldt ind i Nr. Søby Cykelklub i Skive, som han de seneste fire år har kørt licens for. Mange weekender er dermed gået med at køre løb, og hver tirsdag og torsdag har han været i Skive for at træne og få coaching.
Juniorrytter for dansk cykelhold
Nu bliver turen til træning længere, for fra i år har Anders Vos Sørensen skiftet Nr. Søby Cykelklub ud med Team Mascot Workwear i Silkeborg, hvor han nu skal tilbringe sin juniortid.
17-årige Anders Vos Sørensen har netop tegnet kontrakt med cykelholdet Team Mascot i Silkeborg, som han skal køre U19-løb for.
-Anders er valgt fordi han er bundsolid rytter, der kan fyre de vildeste spurter af. Anders altid lune og gode humør, tror vi på passer rigtig godt sammen med de andre ryttere, siger den sportslige ledelse i en meddelelse fra holdet.
For Anders selv er skiftet et glimrende ét af slagsen. Han fortæller, at han har fulgt med i holdet fra sidelinjen.
-Jeg har altid været lidt fan af holdet, hvis man kan sige det sådan. Jeg havde hørt at sammenholdet mellem rytter og folk omkring holdet var rigtig godt, siger han. Så̊ jeg følte det var det helt rigtige valg for mig da jeg fik tilbuddet, fortæller han.
Det bliver en ny oplevelse for Anders at skulle køre på et decideret mandskab til den kommende sæson, og det ser han frem til. Han skal nemlig køre sammen med 3 andre 1. års U19 ryttere og 5 2. års U19 ryttere.
-Jeg ser rigtig meget frem til at prøve at køre cykelløb som hold, da jeg de sidste par år har kørt alene. Team samlingerne er også̊ noget jeg ser rigtig meget frem til, siger han.
Selv kan han godt lide at sidde med fremme i løbene, og det er der, hvor man skal forvente at se ham fremover, afslører han.
Vil køre i top 10
Løbssæsonen 2021 er endnu ikke gået i gang, den starter med UnoX Cup på Sjælland i slutningen af april. Og så håber Anders at han kan køre DM til maj.
Anders fremtidsdrøm er at komme til at køre at køre for et professionelt hold i udlandet – gerne Belgien, men lige nu vil han gerne være blandt de 10 bedste U19 ryttere i Danmark.
Og han er godt på vej, indtil videre blev han Jysk-Fynsk mester i 2020, Nr. 3 til DM i U17 i 2020 og vandt løbet ”3 dage i Nord” i 2019, bare for at nævne de seneste topresultater.
Er gået i cykelmekanikerlære hos Vesthimmerlands Cykelcenter
Anders har skilt og samlet sine cykler et utal af gange.
– Det har alle cykelryttere, fortæller Anders, men for mig er det bare noget helt særligt. Ligesom at være i topform som cykelrytter, så skal ens cykel også være det. Jeg har lært, at man skal passe og pleje sin cykel – og så har indstillingerne af cyklen ikke en helt uvæsentlig betydning – det er faktisk lidt af en videnskab og lidt nørdet, fortæller Anders.
Jeg er derfor så glad for, at mit ønske om at gå i cykelmekanikerlære er gået i opfyldelse.
Jeg har købt alle mine cykler hos Thomas i Vesthimmerlands Cykelcenter, så vi kender hinanden godt.
Thomas startede på samme måde
Også Thomas Just er glad for at kunne byde Anders velkommen som lærling.
-Jeg ser lidt af mig selv i Anders. Jeg startede præcis på samme måde. Var bidt af en cykel, kørte cykelløb og gik i lære som cykelmekaniker hos Vesthimmerlands Cykelcenter. Jeg er glad for at han har valgt faget – det skal nok komme ham til nytte, og så kan vi også sammen få hans cykelkarriere og lærlingetid til at gå op i en højere enhed – rent tidsmæssigt. Jeg ved hvor hårdt det er at give alt hvad man har i sig, når man kører løb i weekenden, og så møde ind på arbejde mandag morgen. Derfor har Anders og jeg lavet særlige aftaler omkring skoleforløbet i Herning og læretiden her i butikken. Vi vil alle gerne have det bedste ud af ham.
For mig er Anders et helt oplagt valg som cykellærling, hvilket mine andre lærlinge i øvrigt også er. Jeg har også en lærling der kører mountainbike. Det betyder, at kunderne i butikken møder medarbejdere der selv cykler hver eneste dag og har fingeren på pulsen med hensyn til den nyeste teknik og det nyeste udstyr. I dag er en cykel et avanceret redskab. Så det er godt vi har delt de forskellige cykeltyper imellem os, selv gør jeg mest i el-cyklerne, siger Thomas Just.