Anderledes rejsegilde i Vesterbølle – FOTOS

VESTERBØLLE: I dag var eleverne på Vesterbølle Efterskole tilskuere et noget anderledes rejsegilde end man ellers ser. Her blev et 30 meter højt klatretårn rejst med kran på deres udeområde.   

Klatretårnet er så specielt som en gammel vindmølle fra Vestas, som er blevet bygget om og nu får nyt liv som aktivitet på efterskolens outdoorlinje.

Et 30 meter højt klatretårn, som er en gammel Vestas mølle, blev her til formiddag rejst på Vesterbølle Efterskole.

Selvom det blæste lidt fik kranen balanceret mølletårnet på plads på fundamentet. Straks herefter gik smede i gang med at bolte tårnet fast til fundamentet. Da tårnet var sikret fik forstander Martin Diget Aamann, sammen med en smed, muligheden for at benytte den indendørs stigeanordning til tårnets top for at løsne kæderne fra kranen.

Tårnet boltes fast med rigtig, rigtig mange bolte

Turen op i tårnet var noget Martin Diget Aamann havde set frem til. Det er også ham der fundet på ideen med det utraditionelle klatretårn.            

Tårnet blev hentet på en mark sidste år og har været under renovering og ombygning siden bl.a. med en platform foroven.  

Anders Andersen, som er klatrer og specialiseret i at lave klatreruter, har været tilknyttet projektet i Vesterbølle. Det er også ham der bestilt 1600 borede huller i tårnet, således han kan montere greb til flere forskellige klatreruter op ad tårnet. Andre ville måske have monteret klatregrebene mens tårnet lå fladt ned, men han har valgt det anderledes, ikke mindst fordi tårnet skal opdeles i flere sektorer. En side af tårnet skal nemlig være fri til at klatrene kan fire sig ned på jorden igen.        

Eleverne kiggede imponerede til mens tårnet rejste sig

Tårnet forventes lige netop at kunne stå færdig til brug, inden eleverne går på sommerferie.   

Spændende bliver det, hvor mange der tør tage en tur op i tårnet. Indtil videre har flere lærere på skolen taget et klatrekursus og er ved at opnå certifikat, så eleverne på en sikker måde kan bruge skolens nye facilitet.

Ved rejsegildet spurgte flere elever hinanden. Hvor langt kan vi mon se når vi kommer derop?. Svaret får de om et par uger – hvis de tør !    

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: