FARSØ: Der blev klappet, fortalt og kysset på bløde muler, da Farsø Bibliotek i dag havde fornemt besøg.
Lise Drastrup fra Alpacas of Fredly havde nemlig taget turen helt fra Brønderslev sammen med to bløde herrer, alpakaerne Perón of Pluto.
Farsø viste sig fra sin bedste side i smukt sensommersolskin, og der var begejstring at spore blandt de knap hundrede fremmødte.
Børn og voksne var mødt frem i god tid, og stod forventningsfuldt og ventede på at møde de søde alpakaer.
Alpakaejer Lise Drastrup fortalte ivrigt om alpakaerne og der var mange spørgsmål fra publikum om dyrene, der holdes for deres bløde pels og rolige gemyt. Hun er selv den glade ejer af intet mindre en 77 alpakaer, der efter sigende skulle være nemme at passe, når blot dyrene har selskab af deres artsfæller.
Publikum fik mulighed for at fodre de firbenede gæster med gulerødder for på den måde at komme helt tæt på dyrene og klappe silkebløde krøller. Nogle vovede sig endda ud i alpaka-kys ved at holde et stykke gulerod mellem tænderne, som alpakaerne kunne snuppe.

Besøget var arrangeret af Vesthimmerlands Biblioteker, som de seneste år har haft succes med dyrebesøg på bibliotekerne og man har tidligere kunnet møde både kælegrise, slanger og vandrende pinde.
