Alex har overtaget KL Auto

FARSØ: 34-årige Alex Jensen har netop overtaget KL Auto og købt bygningerne på Mølhøjvej 31 udenfor Farsø, af Kim Løve Nielsen.

Alex Jensen, der er født i Farsø, men i dag bor i Aars, er oprindeligt udlært motorcykelmekaniker hos Himmerlands MC i Aars i 2009. Han blev i 2010 ansat i daværende Solhaven på mekanikerværkstedet på Svoldrupvej med særlig ekspertise indenfor motorcross, men reparerede også biler. Kort tid efter købte Solhaven Mølhøjvej 31, hvor netop et særligt motorcrossværksted blev opbygget med motocrossbane lige udenfor.

Efter Solhavens lukning i 2013 blev Alex Jensen ansat ved KL Auto – og altså af Kim som han havde kendt gennem mange år. Året efter købte Kim Løve Nielsen Mølhøjvej 31 og rykkede sit autoværksted hertil, og udviklede konceptet med at genopbygge skadede minibiler til gensalg.

Det er dette koncept som Alex også har købt med, og altså som ansat hos KL Auto, har beskæftiget sig med de seneste 10 år.  

Genopbygger skadede minibiler
Alex Jensen fortæller, at han køber de skadede biler – nogle totalskadede, af forsikringsselskaberne. Fremgangsmåden er, at to skadede biler kan blive til en køreklar bil, som kan sælges. Alex gør i de såkaldte minibiler, hvor VW Up og Toyota Aygo hører blandt de mest populære. Det er også disse modeller Alex har flest reservedele på lager til at genopbygge biler af.

De skadende biler kommer fra hele landet. Han henter dem selv fra Jylland og Fyn, mens skadede biler fra Sjælland bliver bragt til Mølhøjvej med en transport. Er nogle af bilerne efter hans vurdering for skadede til en genopbygning, kan de til gengæld afsættes til Polen.

Det der kan genbruges bliver brugt
-På den måde går ingen brugbare biler eller reservedele til spilde. Det der kan genbruges bliver brugt, hvilket Alex Jensen mener, er den helt rigtige vej at gå.

De genopbyggede biler sælger han igennem forhandlere. Selv sælger han også bilerne til private.

-De biler jeg selv sælger til private er typisk bestillingsopgaver, fortæller Alex Jensen, for jeg er ikke bilforhandler, jeg er automekaniker.

Ud over Alex selv, har han en automekaniker ansat på værkstedet. De to har rigeligt at gøre med at genopbygge biler. En tredje ansat kan komme på tale, men så skal der også tages almindelige autoreparationer ind, altså for private.

Vil også drive almindeligt autoværksted
-Jeg vil gerne åbne op for reparationer, service, klargøring til syn og dækskifte, men altså også mit speciale i reparationer af autoskader, rudeskifte m.m., fortæller Alex Jensen. Det skal i al fald komme an på en prøve, for vi har et komplet værksted og flere lifte til at tage bilerne ind. Vi kan tage alle bilmærker, såvel personbiler som varebiler.

Beholder navnet
Selvom værkstedet har fået ny ejer, så har Alex Jensen valgt at beholde navnet KL Auto efter aftale med Kim Løve Nielsen. Et navneskifte ville betyde, at jeg skal have helt nye certificeringer og nye aftaler med forhandlerne. Altså en helt masse papirarbejde. Det er der slet ingen grund til, for jeg fører jo virksomheden videre efter samme koncept og i de samme lokaler, blot med mig som ny indehaver.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.